Väderstad: Vi har stærk tro på vores danske forhandler

Havde vanskeligt 2018, men tror stadig på potentialet i Danmark og samarbejdet med sin forhandler Semler Agro.

Den svenske redskabsproducent Väderstad er stadig optimistisk for sin videre vej på det danske marked, selvom omsætningen faldt i 2018.

”2018 var et vanskeligt år for vores salg på grund af tørken og svære økonomiske forhold for nogle landmænd. Især svineproducenterne havde ekstraordinære udfordringer”, lyder det fra operational manager for Väderstads arbejde på det danske marked, Maria Redwanz.

Väderstad kommenterer ikke på eksakte omsætningstal for det danske marked. I årsregnskabet for selskabets danske virksomhed, Väderstad Aps, var bundlinjen positiv med 655.000 kr.

Sidste uge blev det offentliggjort, at Väderstads danske forhandler, Semler Agro, har nedbemandet deres forretning med 20 stillinger svarende til hver 10. medarbejder.

Väderstad har fået opkald fra nogle kunder, der vil høre, om nedskæringerne får betydning for dem. Men ifølge Maria Redwanz er niveauet for service og backup uændret for de danske Väderstad-kunder.  

”Det er i vores DNA at give support til vores kunder, så derfor vil servicen fortsat være rigtig god. På den lange bane betragter vi Semler som en stærk partner, og vi fortsætter samarbejdet”, siger hun. 

Direktøren stoppede

I november 2018 blev strukturen for Väderstads danske selskab forandret.

Direktør David Pedersen forlod selskabet og Maria Redwanz blev indsat som operational manager for det danske marked. Hun har samtidig ansvaret for det polske og ungarske marked. Til dagligt bor hun i tyske Rostock, men er ofte forbi sine danske kolleger for at hjælpe til i den danske organisation og møde danske kunder.

Hun forventer, at 2019 bliver på niveau med 2018 baseret på den økonomiske situation hos danske landmænd.

Väderstads overordnede mål er at øge salget med 10 procent om året på det danske marked, men oplyser, at man har et godt håb om mere.

”Det er altid svært at forudsige tal. I vores nye setup har vi et mere direkte link mellem de danske kunders ønsker og vores opfølgning fra fabrikken i Sverige. Vi ser eksempelvis en stigende interesse for vores Spirit og i vores harve-program. Og selvom Danmark ikke er et stort majs-land, så er der også en stigende interesse for vores Tempo-såmaskine til majssåning, men også til afgrøder som spinat og sukkerroer”, siger hun.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.