Valtra tilbyder nu dæktryksregulering på tre traktorserier

Installeringen sker på Valtra-fabrikken i Finland.

For nylig gjorde Valtra det muligt at få fabriksmonteret dæktryksregulering på de N-, T- og den nye Q-serie fra fabrikken i Finland.

Systemet er hentet fra specialisten PTG, som i dag er en del af Michelin-koncernen.

I en pressemeddelelse slår salgs- og produktspecialist Bent Henneberg på en række fordele.

- Det er afgørende for dækkenes levetid, at man tilpasser dæktrykket til den enkelte arbejdsopgave. Hvis man kører meget i marken, skal man naturligvis have et lavt dæktryk. Men hvis man samtidig har meget kørsel på vej, kan det slide unødigt meget på dækkene, hvis trykket ikke reguleres herefter. Det samme gør sig gældende for entreprenørarbejde, som ofte forgår på hårdt underlag – her er det også afgørende for dækkenes levetid at dæktrykket reguleres hensigtsmæssigt, forklarer han.

Han peger bl.a. på, at systemet spiller rigtig godt sammen med VF-dæk, der bedre kan håndtere mange skift af dæktryk. En teknik der bl.a. kommer godt til gavn, når der skal køres med tunge redskaber og vogne  såsom under gyllekørsel eller under høsten.

Hos Valtra har de en enhed, som kaldes Unlimited Studio, hvor man specialmonterer udstyr på fabrikken i Finland. Finnerne har med PTG’s system fået automatisk dæktryksreguleringen, der via Isobus kobler sig til traktorens terminal, hvor traktorpiloten kan klare indstillingerne.

Foreløbig tager det omkring otte til ti minutter at ændre indstillingerne i dækkene, men Valtras udviklingsfolk arbejder i øjeblikket på at kunne sætte farten op med en ekstra kompressor påmonteret traktoren.     

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.