World Skills-deltager: Det er hårde folk
Søren Døssing har haft nogle hårde dage mod kompetente deltagere ved World Skills i Abu Dhabi, hvor han har dystet om at blive verdens bedste mekaniker inden for heavy vehicles maintenance.

Søren Døssing, der til daglig er landbrugsmaskinmekaniker hos Grundvad Maskinhandel, dyster i disse dage ved World Skills i Abu Dhabi, hvor han kæmper mod 14 andre deltagere om at blive den bedste inden for sit fag.

Onsdag sidst på eftermiddagen sluttede han sin sidste af i alt fire konkurrencedage, og nu er det blot at vente til i aften torsdag, hvor vinderen bliver offentliggjort.

»I går (tirsdag red.) var min første opgave en rendegraver med problemer med transmissionen. Jeg nåede ikke alle del-opgaverne, men jeg fik da løst nogle af dem. Den sidste opgave var ren datasøgning, og det gik overraskende godt«, fortæller Søren Døssing, da Landbrugsavisen.dk fanger ham på telefonen onsdag.

Hvor de tre første dage gik med opgaver af to gange tre timer, var onsdagen lidt kortere. Her skulle deltagerne igennem seks opgaver a 30 minutter, hvor opgaverne lød på opmåling af motordele.

Dansker til VM for mekanikere: Opgaverne har overrasketMaskiner Tirsdag 17. oktober 2017 · 09:25

»Vi målte med mikrometre og skulle meget nøjagtigt - inden for 1/1000 af en millimeter - oplyse målene. Det var lidt en balance mellem at være presset på tid og så samtidig måle så nøjagtigt som muligt«, uddyber Søren Døssing om opgaverne på sidstedagen.

En stor lettelse

Selv har han ikke den store fornemmelse af, hvor han ligger i forhold til sine 14 konkurrenter.

»Det er hårde folk, jeg er oppe imod. Det er der overhovedet ingen tvivl om. Og nogle af dem arbejder sågar med Cat-maskiner til dagligt, så de er jo på hjemmebane her, hvor samtlige maskiner i konkurrencen kommer fra Cat. Andre har trænet i flere år op til konkurrencen.«

»Men det handler jo først og fremmest om at være med, og jeg har fået en kæmpe oplevelse ud af at være med. Lige nu er det en stor lettelse at være færdig, for det har været nogle hårde dage med først konkurrence og så tilbage på hotellet om aftenen for at læse op til næste dags konkurrencer. I aften står den på afslapning«, fastslår Søren Døssing.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.