Landmand: Her danser vi regndans - raps klarer sig bedst og vårbyg dårligst

Blog fra planteavlsbedriften: Torben Lei danser regndans og håber på nedbør de næste dage, ellers begynder pilen at pege i retning af noget der ligner katastrofehøst. P.t. er han mest tilfreds med 130 hektar med vinterraps, som ser godt ud, er meget grøn og uden visnede pletter.

Af Torben Lei - fortalt til Stig Bundgaard

Lige nu danser vi regndans. 

Der er dog ikke udsigt til katastrofehøst på nuværende tidspunkt. Heldigvis har vi for det meste en god jord, der kan redde os fra det værste,  men det er altså nu, vi har brug for nedbør.

Vi har siden 22. april kun fået 20 mm nedbør, hvoraf de 15 mm kom de første dage af maj, og så har det stort set holdt tørt siden, kun nogle dage med 0,5 mm til 2 mm.

Både i weekenden og natten til onsdag i denne uge var skyerne trukket sammen til det helt store skyl. Natten til onsdag hentede jeg min datter kl. 03 om natten, efter hun var blevet student, og jeg havde der en klar fornemmelse af, at vi ville få en ordentlig skylle om morgenen.

Vi blev snydt begge gange. Det blev kun til 1 mm onsdag morgen, og det batter jo intet. Min bror bor lidt mod nord ved Haderslev og her fik de ca. 10 mm både i weekenden og onsdag morgen.  

Hvis vi ikke får regn de næste dage, og det er er der ikke udsigt til, tror jeg vi kommer til at få en rigtig tidlig høststart med de 53 hektar vinterbyg om to uger, maksimalt tre uger.

Vinterbyggen er de to seksradede sorter Wallace og Sensation. I 2022 avlede vi op mod 107 hkg pr. hektar, på trods af at byggen endda er sået sent, fordi vi ellers oplever problemer med italiensk rajgræs.

Rajgræsudlæg står stadig grønt, men mangler snart vand. Privatfotos

VINTERRAPS HAR KLARET SIG BEDST

Indtil videre synes jeg de 130 hektar med vinterraps har klaret sig bedst gennem tørkeperioden. Afgrøden ser godt ud, er meget grøn og uden visnede pletter.

53 hektar vinterbyg hører også til i den godkendte ende med bare nogle små områder med visnede planter. Men det bliver spændende at se om kernerne er små i år.

Også 322 hektar med vinterhvede synes jeg ser ganske udmærket ud med grønne blade og et struttende faneblad, dog nu med voksende tørkepletter på den letteste jord.

28 hektar vårhestebønner ser egentlig ok ud og har stadig en del blomster. Det er jo kendt som en tørkefølsom afgrøde, og med den sene høst kan der da også nå at gå meget galt endnu.

Der er tørkepletter i nogle hvedemarker.

 

De fleste hvedemarker står stadig rigtig godt og er flot grønne.

VÅRBYGGEN TYND NOGLE STEDER   

Jeg er mest skuffet over de 93 hektar vårbyg, som ser ramte ud. Planterne har ikke busket sig nok, og afgrøden er for tynd, især i foragrene hvor jorden var slemmet til lige efter såning.

Imponerende nok står udlægget af rajgræs stadig grønt i bunden af vårbyggen. Jeg frygtede ellers det ville gå ud, men også her trænger vi meget snart til noget regn.

Spinaten dyrker jeg kun på andet år, så jeg har svært ved at bedømme de 37 hektar med spinatfrø, men sidste år så afgrøden altså meget bedre ud. Umiddelbart er det nogle små planter, kun 20-40 cm høje, og jeg synes også væksten går meget langsom. Nogle dage uden sol ville gøre godt, og regn ville gøre rigtig godt.

På den anden side var konsulent og aftager forbi spinatmarken i sidste uge, og de synes den så ok ud. Så måske er det bare de sorter, jeg dyrker i år, der giver et anderledes og dårligere indtryk. 

I 39 hektar med alm. rajgræs er jeg begyndt at kunne se områder med visne pletter, nærmest som man ser det på en græsplæne. 

Vårbyg med begyndende tørkepletter.

 

Små spinatplanter, men dog med frø på.

SEPTORIA-SMITTE I STIGNING   

I vinterhveden valgte jeg for godt en uge siden at gennemføre en T3 sprøjtning. Bayers monitoreringer, som jeg deltager i, havde vist, at der var stigende smittetryk i sorten Chevignon de forudgående 14 dage trods det tørre vejr.

Chevignon har jeg dyrket de seneste 6-7 år, selv om den er modtagelig for septoria, fordi den følger ok med i udbytte, og så falder høsten omkring en uge tidligere end andre sorter. 

Af erfaring ved jeg, at septoria kan udvikle sig meget hurtigt i vores område. Så jeg turde simpelthen ikke at undlade at udføre en fanebladssprøjtning med 0,15-0,20 liter Propulse. For at undgå at sprøjte i bagende sol, kørte vi fra kl. 9 aften og frem til kl. 9 morgen. Og hveden står altså fint i dag, også Chevignon.

Hveden er nu færdigbehandlet, med mindre der dukker noget rust op med behandlingsbehov. 

I alm. rajgræs valgte jeg at droppe anden vækstregulering, fordi jeg frygtede at væksten ville stoppe på grund af tørken. Rajegræsset er færdigbehandlet mod sortrust og andre svampesygdomme med 0,25 liter Entargo + 0,15 liter Folicur Expert.

Vårbyggen har kun fået en enkelt svampebehandling i år omkring skridning for toogenhalv uge siden med 0,30 liter ProPulse + 0,15 liter Comet Pro. Med i tanken var Pirimor mod lus samt mangan.

Spinaten fremstår nu meget ren, efter at afgrøden blev radrenset for tre uger siden, og tørken har siden da sat en stopper for fremspring af ukrudt. De næste uger er opgaven i spinat at holde planterne fri for svampesygdomme med en sprøjtning om ugen eller hver anden uge.

Vi skal også være opmærksomme på hestebønnerne, som kan have brug for at få bekæmpet chokoladeplet.

Derudover er vi naturligvis ved at gøre klar til høst. Det nyindkøbte McDon skærebord skal kobles sammen med mejetærskeren, og så skal der gøres i foderladen og planlageret, så det er klar til vinterbyg, og rajgræsset. 

Alm. rajgræs lider også. Også her kommer pletterne frem nu.

 


Hestebønne med bælge og blomster. Blomstringen stopper nu, nok på grund af vandmangel.

Faktaboks

Bækgaard

  • Torben Lei, 48 år
  • Ejer af Bækgaard ved Alssund, Sønderborg, blogger til Mark Online
  • Mandskab: Ejer og seks ansatte, heraf arbejder 2-3 mand i marken
  • 735 hektar, primært JB 6 og mindre arealer på forpagtet jord med JB 7
  • Årlig produktion af 32.000 slagtegrise fordelt på fem ejendomme. Indkøb af 7 kilos grise. Grise opfodres med hele egenproduktionen af korn samt indkøbt færdigfoder
  • Afgrøder til høst 2023: Vinterhvede (322 hektar), vinterbyg (53 hektar), vinterraps (131 hektar), vårbyg til foder og malt (93 hektar), vårhestebønner (28 hektar), spinatfrø (37 hektar) og alm. rajgræs (39 hektar). Til foråret er udlagt 27 hektar alm. rajgræs i vårbyg 
  •  Gradueret tilførsel af udsæd, vækstregulering og gødning med tildelingskort

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.