Seminar om planteproteiner: Skotsk distilleri brygger på hestebønner

Seminar om planteproteiner 7. maj i Nyborg.

Bælgplanter kan tusind ting, herunder at brygge whisky, fodre fisk og fremstille proteiner - og planteproteiner er – måske – løsningen på fremtidens fødevareforsyning.

Kan vi få flere planteproteiner ind i fødevaresektoren, og kan vi udnytte bælgplanter på en smartere måde i landbruget?

Sådan lyder en del af oplægget til et seminar om planteproteiner 7. maj i Nyborg.

Her mødes virksomheder, forskere, interessenter, landbruget og mange andre fra hele EU.

Fokus på praktiske erfaringer

I fokus på seminaret er de praktiske erfaringer med at dyrke, forarbejde og anvende såvel hestebønner som linser, ærter og kikærter i fødevarer og foder.

Blandt oplægsholderne er brygmester Kirsty Black fra Arbikie Distillery i Skotland. Hun er kvinden bag den velanskrevne Kirsty’s Gin og godt i gang med at udnytte alle hestebønnens kvaliteter.

Arbikie Distillery stræber efter at dyrke alle ingredienser lokalt. Ved at dyrke hestebønner i sædskifte eller som blandingsafgrøde side om side med korn tilføres jorden naturligt kvælstof, så man kan spare på kunstgødningen.

For brygmester Kirsty Black er det især den stivelse, man kan udvinde af hestebønner, der er interessant. Stivelse fra bønner kan delvist erstatte den gængse fra byg eller kartofler i bryggeprocessen. Flere britiske ølbryggerier er også begyndt at bruge stivelse fra hestebønner og kan fremstille glutenfri øl.

Hestebønner bliver også anvendt som proteinfoder til fisk. Det fortæller Berthel Vestergaard fra danske BioMar nærmere om, og på seminaret er der også sidste nyt om forarbejdning af økologisk kløvergræs til proteinfoder.

Miljø og forsyningskæde

De store miljømæssige fordele ved øget produktion og forbrug af bælgplanter i Europa gør det interessant for EU at udvikle politikker, så hele forsyningskæden fra jord til bord fungerer optimalt og i en langt højere skala end i dag. Det bliver også taget op på seminaret.

Seminaret er arrangeret af Instituttet for Fødevarestudier og Agro-industriel Udvikling (IFAU) i samarbejde med Økologisk Landsforening.

IFAU er partner i EU's TRUE-projekt, der tæller 24 partnere og koordineres fra James Hutton Instituttet i Skotland.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.