Natten til fredag døde en 45-årig mand i en ulykke ved Hobro.
"Det ser ud som om, at han er gået ud og er ved skærebordet, hvor han skal ordne noget. Skærebordet er så røget ned og klemt ham," beretter vicepolitiinspektør Niels Kronborg, Lokalpolitiet i Himmerland.
Arbejdstilsynet skal nu undersøge omstændighederne nærmere.
"Hvorfor det kører ned, om det er ham, der påvirker noget, om det taber trykket, eller hvad der ellers kan være sket, det er sådan noget, arbejdstilsynet skal kigge på," siger Niels Kronborg til Landbrugsavisen.dk.
Den 45-årige mand tilkaldte selv ambulance og politi kl. 01.18, mens han var alene ude i marken. Han døde senere af sine kvæstelser.
De pårørende er underrettet, skriver Ekstra Bladet.
Redigeret 14. august kl. 11.37: Ekstra info fra Niels Kronborg tilføjet.
Relaterede artikler
Kommentarer