Arla sænker mælkeprisen - laveste siden gyserår

Arla sænker mælkeprisen med en eurocent for februar.

Arlas acontopris sænkes med en eurocent (7,4 øre) pr. 1. februar 2016 til 211 øre pr. kg.

Det oplyser Arla.
 
"Ubalancen mellem globalt udbud og efterspørgsel varer ved. Et forhold, der gør sig gældende, er markant vækst i  mælkeproduktionen i Europa, især i Holland og Irland. Dette skaber hård konkurrence, hvilket, i kombination med det sædvanlige dyk i forbruget efter jul, påvirker hele mejeribranchen. Det har også skabt yderligere negativt pres på Arlas mælkepris. Udsigterne for de kommende måneder forbliver usikre," skriver Arla til deres andelshavere.

Laveste leje siden 2009

Med faldet for februar kommer mælkeprisen ned på et for alvor faretruende lavt leje. I august og september 2015 var der to måneder med 212,8 øre/kg i afregning, men derefter hævede andelsselskabet igen betalingen til 217,5.

Faktisk skal man helt tilbage til 2009, hvor mælkeproducenterne sidst var presset i bund af lave priser, for at finde et tilsvarende niveau på den kommende måneds mælkepris.

2009 vækker gysen i de fleste mælkeproducenter, fordi prisen her dykkede helt under de 2 kroner og lå på 188 øre/kg i seks måneder hen over sommeren. Derefter fulgte nogle måneder med 208 øre/kg i en række måneder, før den seneste og desværre noget kortvarige prisstigning begyndte.

At Arla derudover på ingen måde sender forhåbninger om snarlig bedring forude, men derimod konstaterer: ” Udsigterne for de kommende måneder forbliver usikre,” vil givetvis forstyrre nattesøvnen de kommende dage på en del bedrifter.

Opdateret kl 13.37 med historiske fakta...

Faktaboks

•    Fedtværdien er 22,08 kr. pr kilo, og proteinværdien er 35,33 kr. pr kilo.

•    Forventet efterbetaling og rente er 7,6 øre, og forventet konsolidering 9,5 øre.

•    Økotillægget er uændret 122,1 øre pr. kilo.

Arlaprisen er 231,0 øre pr kilo konventionel mælk og 353,1 øre pr kilo økologisk mælk.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.