Roedyrkere på kollisionskurs med Nordic Sugar om kontrakter

Der er knas i forhandlingerne mellem de danske roedyrkere og sukkerfabrikken Nordic Sugar.

Nordic Sugar har meldt kontraktvilkår og roepris ud til roedyrkere uden at være nået til enighed med Danske Sukkerroedyrkere. 

Udmeldingen kommer midt i et forhandlingsforløb om kontraktvilkårne mellem parterne. Det er især den roepris, Nordic Sugar har meldt ud, som Danske Sukkerroedyrkere er uenige i.

Det oplyser foreningen i et informationsbrev til deres medlemmer. 

"Vi har altid haft et samarbejde og aldrig meldt noget ud, før vi var enige. Vi er meget modstandere af, det der er sket," siger formanden for de Danske Sukkerroedyrkere Jørn Dalby.

Vilkårene består blandt andet af en roepris, der ligger 500 kr. fra den foreningen ønsker, oplyser formanden. 

Prisen i tilbuddet er på 4.775 kr. pr. ha i dækningsbidrag fratrukket samlede udgifter, DB2. 

Danske Sukkerroedyrkere har et priskrav på 5.275 kr i DB 2, oplyser foreningen i deres informationsbrev.

En attraktiv afgrøde

Jørn Dalby mener ikke, at det er et stort beløb, som roedyrkerne kræver i merpris per hektar. 

Hvis det ikke er det store beløb, hvorfor så ikke give efter?

"Vi har allerede strakt os langt i forhandlingerne og kan ikke gå længere ned. Roer skal være en attraktiv afgrøde, og det kæmper vi for.

Der skal være en gevinst ved at dyrke roer, ellers kan man lige så godt dyrke vinterraps - der med Nordic Sugars tilbud ville betyde en bedre forretning for de fleste," siger han.

Forventer fortsat forhandlinger

Formanden forventer, at forhandlingerne vil blive genoptaget. Han opfordrer medlemmerne til at ’ignorere’ tilbuddet og ikke indsende den bindende interessetilmelding, som Nordic Sugar lægger op til.

"Vi har i bestyrelsen afvist tilbuddet, det er jeg overbevist om, at vores medlemmer også vil gøre, men vi skal finde en aftale med Nordic Sugar" siger Jørn Dalby. 

"Som det er nu, prøver fabrikkerne at splitte vores medlemmer."

Derfor understreger formanden, at der skal opnås en aftale mellem sukkerproducenten og sukkerroedyrkerne. 

"Vi er 100 procent afhængige af hinanden, vi skal finde en aftale," siger Jørn Dalby. 

Foreningen har indkaldt til informationsmøder som reaktionen på Nordic Sugars udmelding. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.