De laver den mælk, mejerierne helst vil ha’

Svend Agner Sørensen, Ole Kristensen og Bente Vestergaard leverer mælk med lavt celle- og kimtal. Det har indbragt dem priserne som årets Kvalitetsmestre 2016.

Arlas mejerister ville have lettere ved at fremstille ost, hvis alle leverede mælk som den, mejeriet kan hente dels hos Svend Agner Sørensen i Haderup, dels hos Ole Kristensen og Bente Vestergaard i Spøttrup på Salling.

De to mælkeproducenter blev i denne uge kåret som Kvalitetsmestre anno 2016 af Seges for at have leveret mælk med et kimtal på gennemsnitligt 3.000 og et celletal mellem 48.789 og 88.000. Der var ingen leverancer med et celletal over 150.000 og ej heller uheld med antibiotika.

Stræber efter toppen

Det er tredje gang, at Svend Agner Sørensen kåres som kvalitetsmester. Ole Kristensen og Bente Vestergaard har i flere år været på vej mod den absolutte top, hvad angår mælkekvalitet, og i 2015 havde de det femte laveste celletal i Danmark.

Faste rutiner under malkningen og med rengøringen af båsene er noget af det, som Ole Kristensen angiver som årsagen til det flotte resultat.

Men det handler i høj grad også om motivation.

»Vores medarbejdere vil, at vi skal præstere bedst. Har vi en enkelt leverance med et celletal over 100.000, er der krisestemning blandt de tre elever, som er vores primære hjælpere,« fortæller Ole Kristensen.

En tavle bruges til at udveksle oplysninger om køer, som kræver særlig behandling eller overvågning. Tavlen er særdeles nyttig, fordi der foruden Ole og de tre elever også er ansat to ukrainske kvinder til at assistere under aftenmalkningerne.

»Min dygtige fodermester har været på barsel det sidste års tid, og i den periode har vi haft et ungt team af ansatte. De har ikke 25 års erfaring, men de er topmotiverede, og det betyder noget for præstationerne,« siger Ole Kristensen.

Kortest mulige ventetid

Når Bente og Oles køer malkes tre gange dagligt, sker det efter forskrifterne med skumning før aftørring, fast rutine med aftørring og efterfølgende spray.

Én person står fast i malkestalden, imens en anden genner køer til og rengør sengebåse. Køerne er delt i to hold og venter sjældent mere end én time på at blive malket.

For Bente Vestergaard og Ole Kristensen betyder den gode mælkekvalitet, at de i 2016 fik godt 250.000 kr. i kvalitetstillæg.

Faktaboks

Bedrifterne

  • Svend Agner Sørensen: 24 årskøer, celletal på 48.789, ydelse på 10.459 kg (802 kg værdistof)
  • Bente Vestergaard & Ole Kristensen: 240 årskøer, celletal på 88.000, ydelse på 12.857 kg (946 kg værdistof)

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.