Sådan scores elever: Giv ansvar og sørg for fornuftige arbejdstider

Arbejdstid, uddelegeret ansvar og fællesskaber med andre ansatte vægter højt, når landbrugselever søger job.

Arbejdstiderne skal være fornuftige, så det er muligt at gå til fritidsinteresser og se venner og familie. Der skal være mulighed for at opnå ansvar for fagområder på bedriften, og det vil også være et plus, hvis man kan indgå i et socialt fællesskab med andre medarbejdere på bedriften.

Det er de tre topscorere, som unge vægter særlig højt, når de skal søge nyt arbejde i landbruget. Det viser en undersøgelse, som Seges har gen- nemført.

At der kan forekomme arbejde uden for ’normal’ arbejdstid i landbruget, behøver ikke være en hæmsko, fortæller Dorthe Poulsgård Frandsen, Seges Svineproduktion, som har været med til at gennemføre undersøgelsen.

»De unge angiver, at det vigtige er fleksibiliteten, og at der grundlæggende er styr på arbejdstiden. Det må ikke flyde fra dag til dag, og de forventer klare aftaler om, hvordan man håndterer overarbejde«, forklarer hun på baggrund af interviewene i undersøgelsen.

Klar til ansvar

Eleverne ønsker også ansvar i jobbet. De vil gerne have arbejdsopgaver, som de har ansvar for, og her forventer de tillid og feedback fra arbejdsgiver og andre ansatte.

Muligheden for at indgå i en social relation med andre ansatte på bedriften vægter også højt. Det gælder både unge danske landbrugselever og udenlandske medarbejdere.

»Nogle kommer til en ny egn eller for udlændingenes vedkommende til et nyt land, hvor de ikke nødvendigvis har relationer. De ønsker ikke at sidde ensomt hjemme efter arbejde. Derfor vægter det højt, at der er et fællesskab - også efter arbejdstid«, uddyber Dorthe Poulsgård Frandsen.

På jobbet forventer de unge, at der er ordentlige medarbejderfaciliteter såsom rent omklædningsrum, toilet og frokostlokale.

Mindre fokus på pension

Muligheden for medarbejderbolig rangerer ikke nær så højt som de faglige og sociale forventninger. Men for særligt udenlandsk arbejdskraft kan det have afgørende betydning, at man kan anvise eller tilbyde en bolig.

Pensionsordninger og overenskomstmæssig løn rangerede ikke højt i undersøgelsen. Men det kan ifølge Dorthe Poulsgård Frandsen måske forklares ved, at de interviewede var 17-25 år gamle.

»Flere af dem tænker formentlig, at der er længe til pension, og de ved måske ikke nødvendigvis, hvad overenskomst er. Det kan forklare, at det ikke rangerer så højt«, mener hun.

Faktaboks

4 anbefalinger til rekruttering

  1. Markedsføring: Landmænd kan få langt flere ansøgere til jobs, hvis bedrifterne har en hjemmeside eller profil på de sociale medier. Herved får kommende ansøgere en mulighed for at følge bedriften og få et indblik i,hvad der sker.
  2. Jobportaler: Med færre ansøgere inden for landbruget kan det være en god idé at opslå jobs uden for landbrugets jobportaler.
  3. Forventningsafstemning: Vær klar i mælet ved ansættelsen. Spørg indtil, hvilke forventninger ansøgeren har til jobbet og fremtiden i jobbet. Vær samtidig selv ærlig om, hvad du forventer af vedkommende i jobbet. Så undgår begge parter misforståelser.
  4. Oplæring: Sæt tid af til at lære nye medarbejdere op. Hav gerne en plan klar, så de kan se, hvad de skal lære hvornår og i samarbejde med hvem.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.