»Vi skal gå op i, hvad der giver bedst mening for kunden. Ikke om toilettet hos os er rødt«

McCormick ligger i bunden i Danmark, men store investeringer i nye produkter og fleksibilitet på service skal hive mærket op, fastslår ny importør.

Helms TMT som traktorimportør. Det er realiteten med den aftale, virksomheden har ingået med italienske Argo Tractors.

Efter i alt tre år med forhandlinger har Helms nu ansvaret for såvel McCormick som Landini og Valpadana i Danmark.

Men hvorfor? Kan man passende spørge den midtjyske virksomhed.

Dels er Danmark et ret så lille land med ret så mange traktormærker, dels har mærket McCormick ofte figureret med et klingende nul på de danske traktorstatistikker i adskillige år.

»McCormick ligger helt i bund på det danske marked. Det er vi klar over. Så hvorfor så prøve at løfte et i fodboldverdenens serie 6 hold? Kort og godt fordi der er investeret rigtig meget i holdet«, fortæller Kristian Helms, adm. direktør og medindehaver af Helms TMT Centret med hovedkontor i Lind ved Herning.

Nyt program tiltrækker

Han hentyder til den store udvikling, Argo Tractors har foretaget på virksomhedens produkter de seneste år. Virksomheden står langt hen ad vejen med en helt ny produktlinje, og McCormick er således lysår fra de tidligere, katastrofale beslutninger om at basere produktionen af det genopståede McCormick på forældede Case IH-traktorer.

»I dag er McCormick ingen billig traktor. Det er en traktor af høj kvalitet, hvor vi ser motorer fra Deutz-Fahr, transmissioner fra ZF og foraksler fra Carraro - de samme komponenter, som en lang række andre aktører i branchen benytter«, påpeger Kristian Helms.

Skal finde bedste setup

I Argo-regi vil Helms TMT i sine tre afdelinger fokusere udelukkende på salg og service af McCormick. Den tidligere importør af Landini, Præstbro Maskiner, fortsætter med at varetage mærket som forhandler. Valpadana kommer ikke til Danmark som selvstændigt mærke, men i stedet for i McCormick farver.

På nuværende tidspunkt har Helms ingen yderligere forhandlere på plads, men som Kristian Helms formulerer det, så er der tilbud i mailboksen.

»Vi har ingen forventninger om store forhandlere. Det vigtigste for os er, at en forhandler skal holde fokus på mærket«.

Service på traktorerne vil Helms udvikle og tilpasse i takt med behovet i de forskellige regioner.

»Vi vil ikke lægge os fast på en præcis strategi. Nogle steder vil vi måske have en kundegruppe, der gerne vil have kontakten til deres lokale værksted om service af traktoren, men som køber den hos os. Andre steder vil vi måske både sælge og servicere den«, uddyber Jakob Helms, søn og medejer i Helms TMT med ansvar for McCormick.

»Vi skal gå op i, hvad der passer kunden bedst. Og ikke om toiletterne nu er røde i forretningen, eller hvorvidt vi nu har opfyldt tonsvis af forpligtigelser på tværs af mærker«, konkluderer han.

Rødt er lig premium

En overgang var Landini og McCormick nærmest identisk i udstyr og udvalg. Argo Tractors har fortsat begge mærker under samme tag, men i dag er der en mere klar opdeling.

»McCormick er premium brandet. Det er her vi har mest udstyr, mest teknologi og rent effektmæssigt topper McCormick på 310 heste med X8-serien, mens Landini stopper ved 225 hestekræfter. Så der er en klar adskillelse«, siger Jakob Helms.

I første omgang koncentrerer Helms sig ligeledes om udvalgte modeller fra hver serie.

»Det er dem, vi starter med at lave udstyrslister til og udvidede garantiordninger på«, tilføjer Jakob Helms.

Faktaboks

Fakta om Helms TMT

  • 35 fuldtidsansatte.
  • Tre afdelinger i hhv. Herning, Ringsted og Aarhus.
  • Er importør af Shäffer, Komatsu Forest, McHale og nu også Argo Tractors.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.