Red proteinet i første slæt – overvej 40 procent tørstof

Det er først og fremmest håndværk, der skal til for at få mest muligt protein i ensilagen, ikke ensileringsmidler, lyder det fra Seges.

Den grovfoderhøst, der står for døren, er formentlig den mest værdifulde nogensinde, og man kan nemt blive fristet til at købe tilsætningsstoffer i troen på, at man er mere sikker på, at ensilagen opnår en høj kvalitet.

Ifølge Niels Bastian Kristensen, chefkonsulent, Seges, betyder det dog langt mere, hvad man gør, når man høster ensilagen, end om man putter ensileringsmidler i. Pengene til disse kan nemt være spildt, mener han.

Højere tørstofindhold

Niels Bastian Kristensen anbefaler, at man ensilerer første slæt af græs ved en lidt højere tørstofprocent, end man normalt gør.

- Normalt hedder det 32-37 procent tørstof. I første slæt med højt sukkerindhold vil vi anbefale 40-45 procent tørstof, siger han og får opbakning fra landskonsulent Torben Spanggaard Frandsen, Seges:

- Vi ved, der er en effekt. Jo tørrere vi opbevarer græsset, des bedre beskytter man proteinet, siger han.

Pas på

Man får dog ikke både i pose og sæk. Når man hidtil har anbefalet 32-37 procent tørstof, er det, fordi der med stigende tørstof er stigende risiko for ufuldstændig ensilering eller eftergæring. Derfor stiller en højere tørstofprocent ekstra krav til håndvæket.

- Der er stærkt stigende krav om lav snitlængde og god sammenkøring og dækning af ensilage. Ellers beder man om problemer, understreger Niels Bastian.

Snitlængden bør være cirka otte millimeter, men Seges’ eksperter oplever i praksis, at nogle står med ensilage med en snitlængde på 10 centimeter.

Finpuds hele kæden

Han understreger, at man skal finpudse hele kæden for at få de gode resultater. Det er vigtigt at have klare aftaler med maskinstationen, især hvis man gør noget af arbejdet selv.

- Man kan ikke bare skårlægge og så ringe bagefter og spørge, hvornår maskinstationen kan snitte. Hvis den kommer torsdag og snitter, skal man have en plan for, hvornår man skal sprede, vende og rive sammen. Det er vigtigt, at hele kæden fungerer, pointerer han.

Faktaboks

5 effekter af højere tørstof i ensilagen

  • Proteinnedbrydning: Nedsættes under ensilering
  • Restsukker: Andelen øges 
  • Snitlængde: Skal være kort og indlægning skal være omhyggelig
  • Foderværdien: Øges af ensilagen
  • Stabiliteten: Ensilagen bliver mindre stabil  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.