Genvalg til SACs unikke duoboks-malkerobot

Det kovenlige boksdesign og ti års uproblematisk drift gjorde valget let for Marie og Niels Stamp, da malkerobotten skulle have en afløser.

Der går typisk et par dage, og så kan jeg faktisk ikke finde de nye kvier på listen længere. Så er de selv gået i robotten«.

Sådan lyder det fra Niels Stamp, økologisk mælkeproducent nær Skærbæk med 115 årskøer.

Siden 2008 har han malket med SACs unikke duo-malkerobot og siden 30. januar 2018 som den første i Danmark med den nyeste generation, RDS Futureline Elite. Det blev besluttet af ægteparret efter flere beregninger udført af Sønderjysk Landboforenings rådgivere.

Den første malkerobot afløste en 2x8 malkestald fra SAC, og da han var tilfreds med både udstyr og service, var valget af SACs malkerobot oplagt som alternativ til ophør pga. fysisk slid.

SAC skiller sig ud på robotmarkedet med sin løsning med én robotarm og én styringsenhed, men to malkesæt og to bokse og dermed en kapacitet som to malkerobotter. Det giver en opbygning med styring og robotarm i midten og en boks på hver side med mulighed for at gøre malkeboksene ekstra store og åbne i designet med let adgang.

Det er derfor, at Niels Stamp oplever, at også de helt unge og nye køer hurtigt får lært selv at gå i robotten.

Driftsikker robotarm

Efter ti år var det tid til udskiftning, og genvalget af SAC var ikke svært.

»På en skala fra et til ti, så er det her en nier. Der har da været et par trælse dage, men det oplever alle med malkerobotter. Jeg er fuldt ud tilfreds, og påsætningssystemet med en arm, der går ind og sætter pattekopperne på enkeltvis, er meget driftssikkert«, fremhæver Niels Stamp.

Han kender sine malkeomkostninger ganske øje, og de er ca. 10 øre pr. kg produceret mælk, inklusiv alle almindelige sliddele, men eksklusiv energi, vand og driftsmidler.

»Man skal se det som en helhed. En malkestald kan driftes billigere, men så har du også lønomkostningerne til mandskabet. Med robotten får du også en vis frihed og en helt anden mulighed for en tilværelse, der minder om resten af familiens. Jeg ved, at malkningen kører, og derfor kan jeg koncentrere mig om andre ting«, forklarer han.

Bedriften drives med hjælp fra en voksen medhjælper samt en del maskinstation. Marie og Niels Stamp bruger en del tid på at være værter på deres meget velbesøgte besøgslandbrug.

SAC bygger robotter i Kolding

Som noget nyt har det familieejede firma med hovedkvarter på havnen samlet montage og lager på havnen i Kolding, hvor firmaet har haft domicil siden stiftelsen i 1938. Det gælder også, siden september 2017, SACs nye RDS Futureline Elite-malkerobot

»Det har skabt 10-12 nye arbejdspladser, givet et tættere bånd mellem vores udvikling og produktion og gør desuden, at vi kan tilbyde vores ansatte en endnu bredere vifte af karrieremuligheder i virksomheden« forklarer René Meyer Johannsen, administrerende direktør i SAC.

En del af disse aktiviteter lå tidligere i Holland, hvor en del af udviklingsarbejdet stadig foregår, fordi Holland fortsat er ’first movers’ på malkerobotter og udgør et vigtigt marked for SAC. Men det samme gælder Danmark.

»Vi plejer at sige, at kan vi gøre de danske og de hollandske mælkeproducenter tilfredse, kan vi gøre alle tilfredse, fordi det er danskerne og hollænderne, der stiller de største krav til produkterne«, siger direktøren.

Faktaboks

Åbent hus

  • Du kan selv se bedriften og den nye RDS Futureline Elite, når SAC og Marie og Niels Stamp holder åbent hus fredag 13. april kl. 10-15 på adressen Ullerupvej 86, 6781 Skærbæk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.