10 gode råd om kalvepasning

Alle kalve har krav på råmælk af høj kvalitet. Råmælken er livsvigtig for kalvens immunforsvar, men kvaliteten svinger. 

Mens kvægbruget bruger mindre og mindre medicin til yverbetændelse med mere, stiger forbruget til behandling af kalve. I seneste nummer af KVÆG SPECIAL kan du læse 20 sider om mælk til kalve.  Seges har desuden lavet en video om god kalvepasning. Se videoen og lær bl.a. disse 10 gode råd.

  1. Kalve skal have råmælk inden fire timer. Jo tidligere, den får det, des flere antistoffer optager den og des mere modstandsdygtig vil den være over for sygdomme. Kalven må gerne få råmælk inden for den første time efter kælvning. Ofte er det også lettere at få den til at drikke på det tidspunkt.

  2. Kalven skal have tilstrækkeligt med råmælk. Kalve fra store racer skal have mindst fire liter råmælk. Kalve fra jersey skal have mindst tre liter råmælk. Tjek rutinen på din arbejdsplads. Får kalvene nok og får de det hurtigt nok?

  3. Kvaliteten af råmælken har også betydning for, hvor sunde kalve, man får og hvor meget, man skal døje med diarré hos kalvene. For at nå et højt indhold af de vigtige antistoffer, skal koen malkes hurtigt efter kælvningen. Når koens yver for alvor begynder at producere mælk, fortyndes mælken og dermed indholdet af de gode antistoffer.

  4. Ud over råmælkens høje indhold af antistoffer, har den første mælk også et højt indhold af energi, protein, vitaminer og hormoner som alt sammen har en positiv indvirkning på kalvens modstandskraft opvækst og fremtidige produktion. Allerede 12 timer efter kælvning er indholdet af antistoffer i råmælken væsentligt forringet, så jo hurtigere, du malker koen, des bedre kvalitet får du.

  5. Allerbedst er det at kontrollere råmælken med en brix-måler så du kender råmælkens indhold af antistoffer. Husk at brixmåleren er meget følsom og kan vise forkert, hvis den ikke er helt ren. Husk også at kalibrere den ofte. Viser den 22 eller derover, egner mælken sig godt til kalvene. Hvis den er under 22 er det vigtigt, at kalven får ekstra to liter råmælk inden for 12 timer.

  6. Hygiejnen omkring råmælken er også vigtig for at sikre de forskellige antistoffer. For mange bakterier i mælken blokerer for de vigtige antistoffer og optagelsen forringes. For at sikre, at mælken er ren, skal alt udstyr til malkningen være rengjort. Der må ikke komme gødning og andet skidt i mælken. Hurtig nedkøling er vigtigt for at sikre et lavt indhold af bakterier i mælken . For eksempel kan indholdet af bakterier i mælk øges med 500 gange ved opbevaring af mælk ved 20 grader i tre timer.

  7. Råmælken, der kommer efter de første 12 timer, indeholder også mange gode stoffer, og derfor er det en god ide at bruge denne mælk til kalvene. Reservér derfor råmælk fra koen i yderligere 3-4 dage efter kælvningen. Især de yngste kalve har glæde af denne mælk. Undgå at blande den med antibiotikamælk, dette vil ødelægge kalvens tarmflora. Fortynd heller ikke denne gode mælk med celletalsmælk i dagene efter kælvning.

  8. Hvis man har mange syge kalve og mener, man håndterer dem korrekt, bør man søge råd hos besætningsdyrlægen. Dyrlægen kan tage blodprøver af 10-12 kalve i 7-10 dage for at måle indholdet af antistoffer i kalvens blod.

  9. Råmælken skal nedkøles hurtigt efter malkning. Råmælken kan holdes sig i et døgn ved 4 grader. Ellers skal den fryses og kan holde sig op til et år ved -21 grader. Når kalven skal have mælken, skal den varmes op til 40-42, men det kan skade antistofferne, hvis det ikke gøres korrekt. Ved opvarmning i vandbad, må mandet være max 50 grader varmt.

  10. Kalve skal have ekstra mælk, så snart dagtemperaturen falder, for de har behov for mere energi til at holde varmen. Hver gang temperaturen falder 5 grader skal de have en halv liter mælk ekstra. Ved 5 grader skal de have en liter mælk ekstra og ved nul grader 1,5 liter ekstra.

 

Klik her og følg Seges onlinekursus i kalve og bliv ekspert på 10 minutter.

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.