200 mælkeproducenter ville høre om forbedring af sengebåse

Dyrlægerne Himmerland Kvægs holdte åbent landmandsmøde.

Dyrlægerne Himmerland Kvægs årlige åbne landmandsmøde, blev besøgt af næsten 200 interesserede mælkeproducenter, beretter dyrlægerne.

Mødet satte fokus på, at holdbarhed og ko-komfort er omdrejningspunktet i en fornuftig økonomi i mælkeproduktionen, og illustrerede værdien af de rådgivningsværktøjer Dyrlægerne Himmerland Kvæg har til rådighed.

”Kender du potentialet i din besætning?” spurgte kvægfagdyrlæge Anne Nymand forsamlingen og viste eksempler på, hvordan man, i selv en højtydende og veldrevet besætning, kan finde områder, der kan optimeres. 
Nøgleordet i indlægget var, at registrering af sygdom, ydelse og undersøgelse af risikodyr er af afgørende betydning, når der skal finjusteres med de analyseværktøjer, som Dyrlægerne Himmerland Kvæg har til rådighed.

fire eksempler på forbedring af sengebåse

Herefter introducerede kvægdyrlæge Ninna Westphael løsninger til forbedring af sengebåse i eksisterende stalde. 
Fire mælkeproducenter præsenterede den løsning, de har valgt. Alle med forhøjelse af bagkant på sengebåsene, men med forskelligt lejemateriale. 

Anders Bodilsen fra Als har valgt bagkant fra SAC Nord med hvedehalm, soltørret foderkridt og vand, blandet i mixervognen.

Ingrid og Gerrit Berkhoff fra Aggersund har valgt en løsning med forhøjelse af bagkanten med en planke og benytter gyllefibre som lejemateriale.

Erik Møller Andersen fra Lille Arden har hævet bagkanterne i sine båse med en planke på 20 cm og har knust rapshalm i lejet.

Peter Nielsen fra Vilsted har monteret bagkant fra Dan Egtved og har sand i båsene.

Alle giver udtryk for, at der er opnået forbedring af sundheden på alle områder, beretter dyrlægerne. Det kunne også bekræftes af det tilgængelige datamateriale. 

Tilbagebetalingstid på halvandet år

Kvægdyrlæge og adm. direktør i Dyrlægerne Himmerland Kvæg Anders Bundgaard Voss præsenterede herefter, ved hjælp af SimHerd, økonomien i ændringerne i én af besætningerne. En investering på kr. 400.000 giver et forbedret dækningsbidrag i besætningen på kr. 275.000,-, når ændringerne er indkørt. Det giver en tilbagebetalingstid på investeringen på halvandet år. 

Faktaboks

Dyrlægerne Himmerland Kvæg er en specialiseret kvægpraksis med kontor i Aars og arbejdsområde fra Viborg Kommune i syd til Aalborg og Jammerbugt Kommuner i Nord.

De beskæftiger 15 kvægdyrlæger og fem ansatte i bogholderi, kontor og service. De har eget laboratorium med to laboranter ansat.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.