DC-konkurrent giver ejere ekstra udbytte
HK Scan vælger at give aktieejere ekstraordinært udbytte.

Aktiekursen på HKScan skød i vejret på børsen i Helsinki i dag. Aktien er steget med cirka 12 procent.

Her til morgen offentliggjorde HK Scan årsregnskab, og slagterikoncernen har valgt at uddele ekstraordinært udbytte til aktieejerne.

Bestyrelsen har foreslået at give et udbytte på 39 eurocent pr. aktie oveni det almindelige udbytte på 10 eurocent.

Aktien var i går eftermiddag på kurs 4,20 euro pr. aktie og steg i løbet af dagen til 4,82 euro. Sidst på eftermiddagen er kursen faldet til 4,79 euro, viser Nordnet.dk.

HKScans overskud før skat var i 2014 på 381 millioner kroner, en kraftig stigning i forhold til året før, hvor overskuddet var på 50 millioner kroner.

Året har også været hårdt. Omsætningen faldt med cirka fem procent i forhold til året før. Det har man kunnet mærke i Nordjylland, hvor kyllingeslagteriet i Skovsgaard lukker. 

"Erhvervsklimaet var i 2014 generelt turbulent," siger Hannu Kottonen, HKScans formand og adm. direktør i en fondsbørsmeddelelse.

"Markederne og efterspørgslen var svag hele året og førte til hård priskonkurrence på alle markedsområder. Salgsmængderne faldt og produktmikset og forbrugeradfærden begunstigede lavprisprodukter. Ruslands importforbud mod EU-svinekød blev efterfulgt af yderligere et forbud mod landbrugsprodukter fra vest. Disse eksportforbud resulterede i et globalt overudbud af svinekød," konstaterer topchefen.

Han konstaterer dog, at virksomheden trods hårde kår har formålet at øge overskudsgraden takket være reform og omstrukturering.

Emneord slagtning

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.