Driftsledere for 630 køer: Afgræsningen spiller godt, men vi begik en fejl i stalden

Hos Haugård ved Vojens er afgræsningssæsonen startet langt bedre end i de foregående sæsoner. Men i stalden gik det galt med et foderskifte.

Det har givet pote at være mere fokuseret på afgræsningen og inddele afgræsningsarealet i flere folde. Og det har en betydelig effekt på køernes foderoptag, når der veksles mellem slæt og afgræsning på arealerne rundt om stalden.

Sådan ridser driftslederne Båhne Jannsen og Lars Andersen de foreløbige erfaringer op med afgræsningen på Haugård ved Gabøl nær Vojens. I foråret fortalte driftslederparret til Magasinet Kvæg, hvordan de i år ville være mere fokuseret på afgræsningen for de 630 årskøer for at øge optaget af græs.

Helt som planlagt har de i år delt markerne i endnu flere folde og den største fold er nu kun på syv hektar. Arealerne har også vekslet mellem slæt og afgræsning og det har ikke været nødvendigt at afpudse græs før Skt. Hans.

- Vi har lige taget tredje slæt og herefter har vi taget 30 hektar græs med, som køerne slet ikke har afgræsset i år. Det er en stor fordel at kunne tage så meget nyt græs ind midt på sommeren, fortæller Båhne Jannsen.

Fra udbinding og hen til slutningen af maj hentede køerne 8-9,5 kilo tørstof i frisk græs per ko per dag.

For meget kolbemajs

Juni blev til gengæld ikke helt som planlagt. Køerne var på dagafgræsning og fik supplerende fuldfoder på stald om natten. For at reducere et i forvejen stort lager af majs, skiftede Lars Andersen og Båhne Jannsen en del af kornet i rationen ud med kolbemajs.

- Vi tænkte ikke, at det ville få den store effekt. Men det gjorde det, for fedtprocenten raslede ned og vi var helt nede at vende på 3,30 procent fedt, fortæller Lars Andersen.

Fra kollegaer hørte de lignende erfaringer: Når der fodres med for store mængder kolbemajs, så falder fedtprocenten.

Lars Andersen fortæller, at de tog en del af kolbemajsen væk igen og supplerede op med proteinrigt kraftfoder. Nu er fedtprocenten på 3,80, men der ligger stadig et stykke vej op til det vanlige niveau.

Fra dag til nat

Da sommervarmen begyndte at melde sig i slutningen af juni skiftede afgræsningstiden fra dag til nat, og det tog køerne godt imod. De unge køer skulle dog hjælpes ud om aftenen, fortæller driftslederne.

Der er blevet monteret nye blæsere i kostalden, og det giver et komfortabelt miljø på de varmeste dage.

For at skåne køerne ude, er markerne længst væk taget ud af afgræsningsrotationen, så køerne ikke skal gå så langt.

- De skal ikke bruge energi på at gå langt, når der er varmt. De skal hurtigst muligt ud på folden og begynde at græsse. Men det har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi har et ret stor areal til rådighed udenfor stalddørene, fortæller Båhne Jannsen.

De har netop haft en diskussion med kvægrådgiver Hans Lund, ØkologiRådgivning Danmark, om de skal presse køerne til at æde mere græs om natten. Det kan de forsøge ved at reducere staldfoderet og gøre køerne mere sultne, når de lukkes ud.

- Lige nu henter de 6-6,5 kilo tørstof per ko i frisk græs og det vil vi gerne kunne holde sommeren over. Kan de hente mere, gør det kun forretningen bedre. For det friske græs er jo næsten gratis, fremhæver Båhne Jannsen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.