Efter 110 dage på marken: Landmænd høster de første majs

På det sydlige Langeland er de første majs nu høstet. Kolberne er store, melder landmanden.

De første majs ligger nu godt under plastik hos Signe og Christian Pihl på Langeland.

Søndag snittede de knap 20 hektar majs og på torsdag følger resten af majsarealet, hvor der endnu står cirka 55 hektar.

"Vores foderrådgiver Aage Villumsen var på besøg i onsdags og han sagde, at vi bare skulle komme i gang. Det kunne så først lade sig gøre igår, søndag," fortæller Christian Pihl.

Han bruger kun majs som grovfoder til de 150 jerseykøer og 180 kvier og vil derfor gerne høste majsene rimeligt grønne. En anden fordel ved at majsene er mere grønne end overmodne er, at de er lettere at køre sammen i markstakke, er hans erfaring.

"Vi har også kun tidlige sorter, fordi de altid når at modne og de passer bedst til vores majsfodring", siger Christian Pihl. Foruden majsensilage får køerne sodakorn, fedt, majsgluten og færdigblandet kraftfoder.

kolber på 250-300 gram

Selvom ikke alle majs er høstet, tør Christian Pihl godt sige, at majshøsten bliver god. Han vurderer udbyttet til at ramme omkring 11.000 foderenheder pr. hektar.

"Jeg kan ikke mindes, at kolberne tidligere har været så store som i år", tilføjer han og henviser til vejninger, som afslører en kolbevægt på 250 til 300 gram pr. stk.

Råger er en pestilens

Majsene blev sået anden pinsedag og har således kun nået at stå på marken i cirka 110 dage. Mange af forsommerens regnbyger drev forbi ejendommen, som ligger mellem Humble og Bagenkop på det sydlige Langeland.

Råger drev desværre ikke forbi, og Christian Pihl har måttet så otte hektar om. De er ikke færdigt modne, men høstes alligevel af hensyn til logistikken.

Sidste år gik rågerne hårdere til værks og ødelagde 25 hektar. Christian Pihl retter i den forbindelse en kritik af Langelands Kommune, som har nedlagt forbud mod at regulere råger i reder.

"Det er reguleringen ved rederne, der batter noget. Det giver ikke nær det samme at regulere, når de er på marken", mener han.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.