
Der er masser af billig mælkepulver på markedet. Det kan konkluderes, efter EU-Kommissionen har meldt, at deres første salg af skummetmælkspulver (SMP) er slået fejl.
Kommissionen har tidligere fortalt, at de har har opkøbt 334.551 ton og lagt på lager som led i interventionen for at undgå, at mælkepulverprisen faldt for meget.
I første budrunde havde EU-Kommissionen sat 22.000 ton til salg. De skulle sælges til 215,10 euro pr. 100kg. Prisen var dermed højere end de nuværende, gennemsnitlige priser på SMP i EU: 201 euro pr. 100kg.
Resultatet gav sig selv: Stort set ingen bed til bolle. Der blev blot solgt 40 ton.
Der kom bud på større mængder, 19.706 ton i alt, men kun bud på 40 ton nåede minimumsprisen.
EU's landbrugskommissær Phil Hogan har tidligere givet udtryk for, at EU-Kommissionen i deres salg af mælkepulver vil tage forsigtige skridt for ikke at hive tæppet væk under det endnu svage mælkemarked.
Når EU-Kommissionen afviste de lavere bud var det netop fordi, at det fortsat er højeste prioritet for EU-Kommissionen at sikre fortsat prisfremgang.
EU-Kommissionen forsøger med en ny budrunde d. 3. januar at afsætte mælkepulveret igen.
EU stoppede med at opkøbe SMP i september, da mælkepriserne begyndte at stige igen.
Kommentarer