Glad raceformand: Nu har 1.100 køer rundet 100.000 kilo EKM

Flere end 1.100 holsteinkøer har nu ydet mere end 100.000 kilo EKM. Det er værd at fejre, lød det fra raceformand på årsmøde.

Man skal huske at fejre sine sejre, og det er uden tvivl en sejr for holsteinracen, at flere end 1.100 køer har rundet den magiske milepæl, hvor de har produceret mere end 100.000 kilo EKM hver især

Sådan lød det fra en tilfreds formand for Avlsforeningen Dansk Holstein, Johnny Nielsen, på racens årsmøde fredag i Viborg.

Johnny Nielsen bemærkede, at tidligere blev ejeren af en ko med så høj en livsproduktion inviteret til årsmøde og fik tilmed en gave. Det ville med nutidens køer blive en meget lang hædring, sagde han.

En sejr til holsteinracen er også, at det er lykkedes at øge produktionstiden med 150 dage fra første kælvning til udsætning i løbet af de seneste seks år. Samtidig er årsydelsen steget med 55 kilo værdistof. Holsteinracen ligger nu på niveau med jersey målt på antallet af laktationsdage. RDM har færre laktationsdage, og både RDM og jerseys laktationsdage er i fald, hvorimod holsteinracen har fremgang.

Potentiale til mere

Til trods for lysten til at fejre indskærpede Johnny Nielsen også, at der er potentiale til mere. Dels har en ko fra Mors lige vist, at den har kunnet producere hele 207.000 kilo EKM i sin levetid. Og dels viser ydelsesopgørelser, at der i nogle besætninger opnås en markant højere livsydelse per ko end gennemsnittet for racen.

I dag har en gennemsnitlig holsteinko produceret 35.181 kilo EKM, når den afgår. Men ser man på top fem indenfor racen, så opnår man her en livsproduktion omkring 60.000 kilo EKM.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.