Hvis tørkeår bliver hyppige, må vi selv klare dem

I slutningen af juni rejste jeg til Canada i tre uger, og det var mens tørken stadig prægede Danmark. I avisen skrev vi om udsigt til katastrofehøst, tørkepakke og så videre og nerverne var lidt på højkant. Da jeg kom hjem havde det regnet, og selv om den tørre forsommer utvivlsomt har sat sit præg på høstens størrelse i større eller mindre grad efter afgrøde, så er det ikke katastrofehøst, som 2023 vil blive husket for sådan som 2018 og 1992 for eksempel. Så galt er det ikke gået.

Men det var det stadig, da jeg rejste til Canada og besøgte kvægbrugere. 

Jeg var først i Alberta, der i meget høj grad er dækket af græs (og dermed også har meget kødkvæg), og som har halvt så meget årlig nedbør som Danmark, ja lige knapt endda. Siden kom jeg til British Columbia, hvor der også vokser majs og er meget malkekvæg. Tørt var der da også, og vi snakkede om tørke. Jeg forstod, at tørke, det har de cirka hvert andet år. Det er altså lige så normalt som ikke at have tørke, og det præger deres management og tilgang. 

Når noget er så normalt, nytter det ikke at trække tørkekortet og bede om tørkehjælp. Det vil ikke møde forståelse og opbakning. 

Jeg spurgte et par stykker, hvad de gør, når der er tørke. 

- Vi sørger for at have overskud af foder fra det ene år til det andet, lød svarene. Nogle fortalte, at de altid producerer mere end de selv skal bruge, og så regulerer de salget af det overskydende efter, hvad de har brug for selv. At hente hø mere end 1.000 kilometer væk er normalt selv i år, hvor der ikke er tørke, og det spreder uvægerligt risikoen for fodermangel. Der skal være en buffer, der er stor nok, for ingen er interesserede i for store udsving i produktionen, slet ikke mælkeproducenterne, der har dyr mælkekvote, der skal udnyttes til fulde. 

Når det ekstreme bliver normalen

Herhjemme taler vi om, at ekstremt vejr bliver normalen. Der vil være flere tørkeperioder og flere perioder med kraftig nedbør. Når det bliver normalen, kan man ikke længere forvente hjælpepakker, men må finde måder at klare sig på. Der skal for eksempel planlægges efter at have tilpas overskud af grovfoder til kvæget fra det ene år til det andet. 

Selvfølgelig kan det da være svært, for tænk hvis der kom syv tørkeår i træk? Det kan ske, men er vel trods alt ikke sandsynligt. I eksemplernes verden kan man altid finde noget, der er umuligt at klare. I den virkelige verden er man nødt til at finde løsninger. Man kan ikke høste topudbytte hvert år, og hvert andet år er udbytterne under gennemsnittet. Det er vel nærmest en naturlov. 

I Canada må landbruget klare sig selv. Til gengæld er der heller ikke en masse snærende regler på området. På det punkt skal politikerne herhjemme måske nok lige se på hvilke regler, der gør det sværere at klare sig selv som landmand og om man kunne undvære disse regler.

Afgrødevalg

I år er særligt nogle lokaliteter ramt hårdt. Man kan ikke lave om på sin lokalitet. Der er også afgrøder der er ramt hårdere end andre. Det kan man godt ændre på i længden, så man har et bredere udsnit af afgrøder, der rammes forskelligt. Jeg er sikker på, at der er nogen, der også kunne finde på at sige, at conservation agriculture, hvor man ikke bruger plov og har mange efterafgrøder også øger dyrkningssikkerheden i tørre såvel som i våde år.

Hvis det virkelig bliver sådan, at vi får tørke hyppigere, så må vi finde værktøjerne frem og lære at leve med det. Det er også godt landmandskab. 
 

Frederik Thalbitzer, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg, magasinet Kødkvæg samt Kvæg Plus