Konsulent: Mangel på økologisk foder i fremtiden

Er du en dygtig planteavler, bør du seriøst overveje muligheden for om økologisk planteavl er noget for dig. Sådan lyder opfordringen fra LandboNords økologi-team, som forudser stor efterspørgsel på økologisk foder i fremtiden.

I øjeblikket oplever landbruget stor interesse fra blandt andre mælkeproducenter for at lægge om til økologi. Med den øgede interesse er der også kommet en større efterspørgsel på økologisk foder.

"I Danmark skal der i 2017 bruges yderligere 30 millioner kilo korn til at fodre køerne økologisk – og lægger man behovet for korn til svine- og fjerkræproducenter oveni, bliver det til ret store mængder," siger økologi- kvægrådgiver i LandboNord, Bjarne Kjærgaard.

Efterspørgslen på økologisk planteavl har naturligt nok afspejlet sig i afregningspriserne for dem, som allerede har lagt om til økologi. Priserne er i øjeblikket 2 – 2,5 gange dyrere, end den er for konventionelt dyrket korn. Derudover er der også stor efterspørgsel på økologisk dyrkede proteinafgrøder som hestebønner og raps.

"Mange frygter, at en omlægning kræver lige så meget indsigt og viden, som at sætte en mand på månen, men vi har efterhånden så mange års erfaring med økologi, at en eventuel omlægning sker på et oplyst grundlag. Som i konventionelt landbrug er her også regler at holde styr på, men der er eksempelvis færre lovkrav med hensyn til økologisk afgrødevalg," siger Bjarne Kjærgaard.

Bjarne Kjærgaard vurderer også, at der er gode muligheder for at lave samarbejdsaftaler med eksempelvis økologiske mælkeproducenter, hvis man har behov for økologisk husdyrgødning.

Hos LandboNord bliver landmænd tilbudt et gratis omlægningstjek på maksimalt 12 timer til dem, som overvejer at omlægge sin ejendom til økologi. Så er man en dygtig planteavler, er rådet fra LandboNords økologi-team, at man seriøst bør overveje mulighederne indenfor økologisk planteavl.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.