Landbrugets klimakamp værdiløs, hvis andre stjæler resultaterne

Efter Naturmælks få dage med markedsføring af minimælk fra et klimaneutralt landbrug, står en række dilemmaer i landbrugets fremtidige klimaindsats krystalklare.

Naturmælk-sagen var mest en strid om ord og en lidt skæv markedsføring, og sagen kunne formentlig have været løst med en kombination af dygtig kommunikationsrådgivning og en grundig dialog med div. interessenter.

Det er i hvert fald en del af læren fra denne sag og en lignende sag med Arla i Sverige, at markedsføringen spiller en stor rolle, også helt ned i detaljen.

Nogle må, andre må ikke

Detailhandlen (og dermed også forbrugerne og deres vagthunde-organisationer) accepterer ikke klimakompensation eller noget, der kan forveksles med klimakompensation. Ikke når det gælder fødevarer, i hvert fald. For klimakompensation er ganske udbredt på andre forretningsområder, for eksempel flyrejser.

Så det er et af klimakampens dilemmaer: Alle erkender, at i mange tilfælde skal der klimakompenseres. Men nogle må klimakompensere, andre må ikke.

Fodfejl straffes hårdt

En del klimatiltag kan sagtens tjene sig selv hjem og mere end det. Andre kræver, at varerne indbringer en merpris til at dække meromkostningerne ved at klimatilpasse produktionen.

Dermed er vi også lynhurtigt fremme ved dilemma nummer to: Hvordan forklare det svære og indviklede på en let og ligetil måde?

For mens Arla-sagen nok havde elementer af en lidt for frisk markedsføring (det var i hvert fald, hvad de svenske forbrugermyndigheder vurderede), har Naturmælk forsøgt at holde fokus på, at det ikke er mælken, men det landbrug, hvor mælken produceres, der er klimaneutralt - men var desværre ikke helt konsekvente i markedsføringen.

Selv små fodfejl straffes hårdt, og det stiller altså ret skrappe krav til klima-kommunikation.

Valg mellem sundhed og klima

Der er ingen tvivl om, at køleskabet bliver en af fremtidens klima-kamppladser. Der står mange på spring til at skubbe kvægbrugets produkter ud af køleskabet.

Forbrugerrådet Tænk har netop undersøgt 6 sojadrikke og 6 havredrikke. Næsten halvdelen af dem får kritik for et uønsket højt indhold af nikkel og/eller klorat.

11 af de 12 drikke markedsføres som økologiske. Ingen af dem er produceret i Danmark, og testens smagspanel siger lige ud, at det slet ikke er muligt at afgøre, hvad flere af produkterne egentlig smager af pga. en meget kompliceret og industriel fremstillingsproces. Flere af produkterne er desuden sødet for at få det til at glide ned.

Men klimaaftrykket på en sådan en karton soja- eller havrebaseret væske fra en fabrik i udlandet er altså kun det halve af klimaaftrykket fra en karton god dansk mælk.

Så det er et tredje klima-dilemma: Hvad vægter tungest, sundhed eller klima?

Hvem ’ejer’ klimaindsatsen?

Dilemmaerne stopper ikke her. For de klimatiltag på Kroghsminde, der batter mest, er energitiltagene: Vindmøller og gårdbiogasanlæg.

Tiltag, der ikke kan lade sig gøre uden marker at placere møllerne på eller uden rigelige mængder kolort, for nu at sige det, som det er.

Landbruget leverer i begge tilfælde. Men tiltagene gavner i de nuværende klimaregnskabsmodeller bare ikke landbruget, men energisektoren og kan endda være solgt som klimakompensation.

Så et fjerde klimadilemma er: Hvem tilhører de gode tiltag egentlig, hvem må regne effekten af dem med i deres klimaregnskab?

Claus Solhøj, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg samt Kvæg Plus.