Landmand med snart 1.300 køer: Vi sælger gammel majs til god pris

Blog fra mælkeproducenten: Den nye løsdriftsstald tager form hos Leo Hansen i Estland, hvor majsen næsten er i hus i god kvalitet.

Af Leo Hansen – fortalt til Frederik Thalbitzer

Byggeriet af den nye løsdriftsstald går fint efter planen, så den bliver færdig til tiden 1. december. Køresiloerne er færdige, og de er i fuld gang med inventar og strøm. Alt i alt kommer det til at tage 7,5 måned, og så er der plads til 150 køer ekstra. 

Det er først de sidste tre uger, det er blevet mudret og regnvejr. Det skulle gerne hjælpe på det, når de bliver færdige, så vandet kan komme væk. 

Bedre plads

Vi bruger halvdelen af den gamle stald til kvier, så den nye stald gør, at både malkekøer og kvier får lidt bedre plads end før. Det regner jeg med, at vi kommer til at kunne se i mælketanken på et tidspunkt. De har været lidt pressede på plads, og det var ikke optimalt. Omvendt går der nok et års tid, før mælkeydelsen stiger, for vi sætter jo mange unge kvier ind, der ikke giver en helt så høj ydelse som de lidt ældre køer. 

Vi har selv en del kvier, vi kan sætte ind, men vi er også nødt til at gå ud at købe kælvekvier. Vi klarer selv cirka halvdelen. De er lidt dyre for tiden, men det er slagtekøer jo egentlig også.  

Vi bruger kønssorteret sæd, så vi har kunnet styre kvieproduktionen. Vi tager jo altid fra den bedste ende, når vi laver kvier, og når man øger antallet, så bruger man nogle køer, man ikke tidligere ville have lavet opdræt på. Vi har rykket grænsen lidt, men vi er absolut ikke nede og skrabe bunden. Det bliver kælvekvier af høj kvalitet. 

God majs

Vi har snittet det meste af majsen og mangler ikke ret meget. Det ser ud til at blive en god kvalitet. 
Udbytterne vil jeg tro bliver gennemsnitlige måske med en lille pil op, sådan noget i retning af 9.-10.000 foderenheder per hektar. 

September var også rigtig varm herovre i Estland, så majsen nåede at blive moden nok i år, og det har nok været med til, at kvaliteten er bedre end sidste år, hvor den ikke var så god.

Lige nu bliver det lidt mudret, når vi snitter majs, men så må vi gøre vejen lidt ekstra ren. Vi laver ikke generelt strukturskader i marken, måske lige bortset fra der hvor vi kører ind og ud af marken. 

Maskinstationen

Generelt er majshøsten gået let. Vi havde lidt udfordringer med maskinstationen, som gerne ville skubbe starten. Heldigvis kunne naboen snitte en uges tid, så vi kom i gang. 

Herovre laver man en kontrakt med maskinstationen om at snitte majs, og så skal man sige til en uge før, og så skal de starte på det tidspunkt. De havde så angiveligt nogle problemer med deres snitter, men da de blev klar over, at vi så fik naboen til at snitte, fordi de ikke holdt aftalen, fik de ret hurtigt fundet en anden snitter og kunne godt komme. Måske ville de bare gerne skubbe tidspunktet lidt. 

Nu glæder vi os til at fodre med den nye majs. Den er meget bedre, end det vi har liggende fra sidste år. Fordøjeligheden er bedre og stivelsesindholdet højere. Vi skal bruge mindre korn og kan fodre med mere ensilage. 

Hen over sommeren har vi solgt af den gamle ensilage, som vi havde nok af. Vi vil også gerne sælge det sidste. Herovre sætter man en pris per ton, og man ser ikke så meget på kvaliteten som i Danmark, så det er rigtig godt for os at sælge den gamle og lidt ringere ensilage. 

Faktaboks

Fakta

  • Gården Oü Härjanurme Mõis  ligger ved Estlands næststørste by, Tartu
  • 1.130 køer, Holstein
  • Mælkeydelse 12.000 liter mælk leveret 
  • 4,05 fedt 3,45 protein
  • Leverer til mejeriselskabet Rokiskio
  • 1.800 hektar konventionelt drevet, deraf 1.000 hektar grovfoder og resten er byg, hvede og vinterraps
  • 40  ansatte i alt, 26 i stalden, deraf er der to i malkestalden plus en der henter køer døgnet rundt
  • Ejer: DanEsti
  • Driftsleder: Leo Hansen, 46 år

Emneord PLUS, Top2 PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.