Landmandsfamilie: Dejligt at få sat punktum på en traumatisk oplevelse

Landmandskone Jette Hammershøj er overvældet over, hvor mange reaktioner familien har fået på Facebook. Onsdag delte familien sine oplevelser efter mistanken om mund- og klovsyge i deres kvægbesætning.

Torsdag bragte Landbrugsavisen.dk historien om Jette og Anton Hammershøj fra Kærgaard ved Hobro. De oplevede i november, at der var mistanke om mund- og klovsyge i deres kvægbesætning.

Opslaget skrev Jette Hammershøj en måned efter hændelsen som en måde at bearbejde det på, selv om hun var meget i tvivl om, hvorvidt hun skulle lægge opslaget på Facebook, fortæller hun til Landbrugsavisen.dk.

"Det er jo helt vildt, så mange kommentarer og delinger, der har været," fortæller hun.

Mere end 500 har reageret på opslaget og godt 300 har delt det på Facebook. Familien har udelukkende modtaget positive kommentarer og personlige henvendelser fra fagfolk og almindelig mennesker i hele landet, fortæller Jette hammershøj.

En ny fortælling

Jette Hammershøj synes, at reaktionerne fra Facebook er en god måde at slutte forløbet af på.

"Beskederne har været fyldt med medfølelse. Jeg tænkte, da jeg lagde opslaget på, må det briste eller bærer, men der har ikke været en eneste negativ kommentar," siger Jette Hammershøj.

Hun håber, at opslaget også kan være med til at ændre synet på landbruget i byerne, derfor glæder det hende, at folk fra hele landet har reageret på opslaget.

"Landmænd ligger under for meget kritik, men kan se at byboere også har reageret positivt på mit opslag," siger hun.

Hun har også modtaget beskeder fra en dyrlæge fra Sverige og en landmand fra Oregon i USA.

Landmænd beder ikke om hjælp

Flere landbrug om året oplever at komme under mistanke for den smitsomme sygdom mund- og klovsyge, oplyser Fødevarestyrelsen.

Derfor synes Jette Hammershøj, der er brug for, et kriseberedskab, der kan følge op på situation hos det pågældende landbrug.

"Landmænd er ikke gode til at bede om hjælp. Vi har også venner og bekendte, der er konkursramt, men der er ikke én, der rækker hånden ud,” forklarer hun.

Sammenhold i familien og i lokalsamfundet har været en støtte for familien Hammershøj.

"Vi skrev vores oplevelserne ned, man skal ud med det. Så det er bearbejdet nu," siger Jette Hammershøj.

Fødevarestyrelsen og Landbrug & Fødevarer har på baggrund af Jette Hammershøjs beretning besluttet sammen at udarbejde bedre, skriftligt materiale, der skal hjælpe landmanden, hvis deres besætning sættes i karantæne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.