Mælke-handler: Priserne galopperer op ad

Stigende afregningspriser på mælk kan komme hurtigere end ventet, mener mælke-handler.

GDT-prisen stiger og stiger.

Prisen på smør er inde i et hysterisk opsving.

Og den hollandske spotpris på mælk er allerede på 36 eurocent (2,68 dkr.) pr. liter.

Keld Winther Rasmussen, Senior Advisor hos Uhrenholt A/S, som er et handelsfirma med speciale i mælk, er mere end almindelig optimistisk i forhold til at mælkeproducenterne står overfor adskillige og betydelige stigninger på mælkeprisen.

»Afregningspriserne ændrer sig først to til fire måneder efter ændringer i markedspriserne, og de vendte allerede i opadgående trend ved skiftet mellem april og maj. Og de seneste måneder er markedspriserne kun gået op ad,« forklarede han på Mælkefestivallen, som blev indledt fredag i Helle Hallerne ved Varde.

Mælkepakken til de europæiske mælkeproducenter kan medvirke til at forstærke trenden med de stigende mælkepriser, mener han.

»Pakken kommer for sent i forhold til sit egentlige formål at fjerne mælk fra markedet for at holde en hånd under prisen. Vi er allerede på vej ind i opsvinget, men fjernelse af mælk fra markedet kan forstærke stigningen,« fortalte han.

Mod det kan dog tale, at mælkeproducenterne afholder sig fra at indgå i ordningen, fordi mælkepriserne er i stigning.

Agrocom: Mere end 2,5 i 2017

Palle Jakobsen, indehaver af Agrocom, er på linie med Keld Winther Rasmussen. Han forudser stigninger på minimum 20 øre pr. kg mælk inden årets udgang.

»For 2017 bør vi kunne forvente en mælkepris på 2,50 kr. pr. kg og måske endda 10 til 20 øre højere. Det tegner rigtig godt lige nu,« sagde han under sit indlæg på Mælkefestivallen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.