Mælkeproducent: Jeg har tegnet ny stald med ekstra trivsel til tobenede og firbenede

Blog fra mælkeproducenten: Filip Friis har søgt tilskud i den nye pulje til kvægstalde og dyrene får 50 procent mere plads i den nye stald.

Af Filip Friis, fortalt til Frederik Thalbitzer

Jeg har lige søgt om tilskud til ny stald i den nye pulje under ordningen Modernisering af Kvægstalde, og det har været spændende at arbejde med. Det er vigtigt at tænke dyrevelfærd og trivsel både for dyr for de tobenede.

I den nye stald, jeg håber at kunne bygge, bliver der meget mere plads pr. ko. I dag har de 8 kvadratmeter hver og i den nye 12 kvadratmeter. Selv om størrelsen af stalden tredobles fra 800 til 2.400 kvadratmeter, skal jeg kun have 80 køer mere. Den gamle stald er også lidt for lille, og jeg har krydset ned i størrelse, fordi sengebåsene i en stald fra begyndelsen af nullerne ikke er store nok længere. I dag har vi en løbegård uden for stalden for at have plads nok.

Fremtidssikret

Den nye stald skal være med det hele, så den er fremtidssikret. Der skal være plads til opstartshold, kælve- og sygebokse samt en fast klovbeskæringsboks. Jeg kan også få en robot mere ind, og jeg vil have fem sengebåse mere pr. robot end anbefalet, hvilket vil sige mere end en pr. ko, så vi også kan klare udsving.

Samtidig er det planen at have to hold køer, unge og ældre, så vi får færre magtkampe. Jeg har rigtig gode erfaringer med opdeling af køer. Det betyder, at vi også skal have dobbelt så mange indhegninger. Heldigvis har jeg 100 hektar lige rundt om ejendommen, så jeg kan have et hold på hver side af gården.

Ikke for bankpenge

Jeg håber at få støtte fra puljen, de puljer kan godt være lidt specielle, men der er jo sat noget af specifikt til økologer. Hvis jeg ikke får tilskud nu, vil jeg vente, for jeg vil ikke bygge for banklån. Jeg skal have tilskud eller opsparing, så jeg kan nøjes med 70 procent realkredit.

Planlægningsproces

Lige for tiden går jeg i en planlægningsproces og overvejer, hvilke afgrøder jeg skal sælge, og hvilke jeg skal beholde. Det skal afstemmes med, hvad der passer bedst i foderplanen i forhold til de analyser, jeg har fået taget.

Lige nu planlægger Filip Friis, hvad han skal beholde og hvad han skal sælge.

Jeg laver selv mine foderplaner, markplaner og gødningsplaner, så jeg er helt med på, hvad der sker hele vejen rundt. Min markplan er allerede planlagt to år frem i tiden, men justeres også efter afsætning og nye muligheder.

Jeg foretrækker selvforsyning, men af hensyn til likviditeten bliver jeg også nødt til at sælge nogle afgrøder nu og evt. købe noget foder ind senere. Også selv om man kan se, at grovvaren lægger 50 kr. på, men der skal jo penge i kassen.

Succes med lupiner

Lupiner er en afgrøde, jeg er meget glad for, og som jeg ikke vil sælge. Vi høstede 4 ton i renvare og toastede dem, og nu er næringsværdien lige soja vi opnåede 8,20 NEL/kg tørstof.

Lupin har været en succes hos Filip Friis

Lupinen er meget tørkeresistent, men skal helst podes, så man er sikker på, at den samler kvælstof. Jeg købte podemiddel i Tyskland, som blev blandet med vand og hældt over. Det er en nem afgrøde som er megastærk. Man sår, strigler nogle gange en gang og høster. Da prisen var 8 kr. pr. kg, var det en god afgrøde ved 4 ton. Nu er prisen 6 kr. pr. kg, som giver et DB på den rigtige side af 15.000 kr. pr. hektar, men man skal også regne forfrugtsværdien med, og den er høj. Som en middelgod kløvermark.

Næste år tænker jeg at blande den med vårhvede og så 50 hektar. Hveden kan holde lupinerne oprejst, så de ikke lægger sig ned. Det har jeg store forventninger til, måske kan Lupin/vårhvede blandingen bruges i robotten fremadrettet. En gang vil jeg prøve den som udlægsafgrøde for græs, det tror jeg også, den er god til.

Fodrer med friskmajs

Ellers kan jeg nævne, at vi stille og roligt er løbet tør for majs. Derfor har jeg høstet noget frisk majs til de næste tre uger. Majsen tegner virkelig godt. Måske er der 50 ton, det vil i hvert fald undre mig, hvis der ikke er 45 ton. Jeg har planer om at lægge ekstra majs til side i år, ca. hvad der svarer til 30 procent af årsforbruget som en slags risikoafdækning, så jeg er sikker på, jeg ikke kommer til at mangle, markstakken kan let godt komme til at ligge de næste par år frem.

Hestebønner

 

Faktaboks

Filip Mark Friis

  • Løgumkloster, blogger til Kvæg Plus i 2020
  • Uddannet jordbundsteknolog fra Vejlby Landbrugsskole
  • Bedriften overtaget pr. januar 2019 i generationsskifte, en fastansat (far) og en elev
  • Økologisk siden 1995, 130 malkekøer plus opdræt
  • Krydsningsracer, Holstein, RDM og Jersey for malkekøer og Holstein og Charolais for kødkvæg
  • To nye malkerobotter, Lely A5, Heatimer
  • Ydelse: ca. 37-38 liter EKM pr. dag vinter
  • Løsdriftsstald fra 2005 med Latex-madrasser
  • 366 hektar, heraf er 170 hektar under omlægning til økologi, fem vandingsmaskiner
  • Markplan til høst 2020: Kløvergræs 115 ha, majs 35 ha, hestebønner 80 ha primært salg, lupiner 30 ha, fabrikskartofler 20 ha, vårhvede brød 15 ha (sået november), vinterhvede brød 10 ha, vårbyg malt 25 ha, vinterrug brød 20 ha, triticale 25 ha 

 

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.