Mælkeproducent: Mit første år med græsmælk - men jeg overvejer at stoppe

Af Holger Hedelund Poulsen - fortalt til Stig Bundgaard 

Her på Ejer Møllegård blev vi mandag aften i denne uge færdige med at så første omgang vinterbyg og vinterhvede. Byggen er som sædvanlig til fremavl og sået efter hestebønnner.

Høsten af majs begyndte vi med tirsdag 17. september med fire hektar af en tidlig sort. Vi tog majsstykket, før det var høstklart, fordi vi havde brug for en overgangsbeholdning og gerne ville undgå at lukke en stor silo op umiddelbart efter høst. Resten af majsen regner vi med at høste en af de første dage i oktober.

Vi har hen over sommeren haft to måneder med lav ydelse og stigende celletal, fordi majslageret var i bund. I stedet brugte vi vårbyghelsæd, men det reagerede køerne på, og det duer altså ikke. Det er ikke nemt at undvære majsen.

Vi har taget fjerde slæt græs, som har givet godt, og det er blevet wrappet. Femte slæt kommer nærmest til at give ingenting, og det kan vi godt vente længe med, fordi det er på en mark, der skal pløjes.

Stor andel hjemmedyrket foder

Jeg gør meget ud af, at vi skal fodre køerne med en stor andel hjemmeproduceret foder. 

Foruden majs og græs er det korn, hestebønner og til næste år også formalede rapsfrø iblandet fuldfoderet. Dermed kommer vi op på, at 85 procent af energitildelingen kommer fra hjemmeavlet foder, og det er der god økonomi i.

Vinterfodringen består af hestebønner med 3 FE pr. ko sammen med 6 til 7 FE majsensilage, 3 FE græsensilage, 2 FE rapskager, 0,6 FE formalet rapsfrø og 1 FE lucerne.

I de tre DeLaval-malkerobotter kan køerne hente op til 2 kg valset byg og op til 2,5 kg robotblanding.

Palmefedt har jeg fravalgt, uanset om det er certificeret eller ej, fordi jeg ikke bryder om produktionen på grund af klimabelastningen. Vi europæiske landmænd burde lade være med at bruge palmeolie, og det samme skulle kage- og slikindustrien. Palmeolie er usundt for klimaet, for miljøet og for dem der spiser det.

For mig er hjemmedyrkede rapsfrø billigere end indkøbt palmefedt, og det er et lige så godt fodermiddel.

Kuperet terræn - bliver hjemme i dårligt vejr

Vores jord er i meget bakket terræn, og vi har lerjord for det meste.

Det giver udfordringer, når det er dårligt vejr og vådt, med risiko for pakning og vanskelig færdsel i bakkerne. Så må vi bare blive hjemme.

Vi skal i det hele taget vælge vores rute for, hvor man vil køre op, og hvor man vil køre ned. Det vænner man sig til.

Første år med Græsmælk - og sidste?

2019 er første år vi leverer græsmælk, og den er også non-gmo. Det giver tilsammen et tillæg på ca. 13-14 øre pr. kg mælk, og i alt ca. 200.000 kr. på årsbasis. Det er ganske fint, for vi har ikke ændret på noget i produktionen, det kræver bare mere dokumentation.

Køerne skal være på græs seks timer om dagen i 150 dage om året. Her sidst i september har jeg stadig køerne på græs, og de skal ud et par uger mere, for der er fortsat vækst i græsset.

Vi kan dog nok ikke fortsætte med græsmælk. Et nyt krav er tilsyneladende, at også kalvene skal udenfor på græs. Men vores stalde er ikke indrettet til, at kalvene kan gå ud og ind, og jeg mener heller ikke de små kalve skal gå udenfor i nattefrost. 

Merprisen for græsmælk kan ikke bære en ombygning af staldene. Det duer heller ikke at sætte skure op i marken, for så ville det blive meget arbejdskrævende at passe dem.

I den nye Hjerteordning skal kalvene også på græs, så det bliver svært for os at være med.

Jeg forstår ikke det fokus på, at kalvene skal på græs, når vi taler dyrevelfærd. Her på bedriften har vi fx flere køer over 10 år, og det må da være vigtigere at sikre, at de har det godt i den tid, de producerer mælk. 

Måske skulle man interessere sig mere for dyrevelfærd inde i stalden med krav om mere plads og bedre gulve, i stedet for fokus på at dyrene kommer på græs. Hos økologerne fx går køerne inde 85 procent af tiden, og en del af dem står i gamle utidssvarende staldanlæg.