Mælkeproducent: Vi kan sagtens finde danske medarbejdere

Blog fra bedriften: Rummelighed og god kemi er opskriften på at finde medarbejdere uden nødvendigvis bare at lede de traditionelle steder.

Af Niels Holger Nordendahl, fortalt til Frederik Thalbitzer

Selv om det lysner i forhold til covid19 sidder vi midt i en tid, hvor det er sværere og svære at passere grænsen, og vi kan jo i hvert fald konstatere, at man ikke kan hente praktikanter fra udlandet for tiden. Jeg tror det giver mere fokus på at tiltrække danske medarbejdere, og det har vi ikke haft problemer med. Nogle gange skal man bare kigge de lidt utraditionelle steder.

Vi er fire faste medarbejdere, og en elev og to fleksjobbere og nogle skoledrenge

For tiden har vi tre knægte, der var kørt fast i skolesystemet, men som gør god gavn her. Det er godt for dem og for os.

Den rette hylde

Der er mange unge mennesker, der ikke har fundet den rigtige hylde, som kan rekrutteres. Vores opgave er så at finde nogle opgaver, de kan udføre. Behovet er forskelligt, men der kan godt være nogle der går og laver lidt ballade i skolen, fordi de ikke synes, de laver noget meningsfuldt, som gør det virkelig godt her.

Nogle skal have nogle faste opgaver, de kan udføre og så passe sig selv. Det skal være overskueligt, og de skal også have noget fleksibilitet.

Selvfølgelig skal vi have nogle faste rammer, men de skal altså ikke være så faste, at filmen knækker.

Vokser med ansvarsfølelse
Her møder alle til tiden – også dem som måske har haft svært ved det før, og ingen springer over, hvor gærdet er lavest. Det med at arbejde med dyr, tror jeg giver en ansvarsfølelse, men også stolthed. Man bliver da stolt af at arbejde et sted, hvor det giver mening og andre kan se, at man beskæftiger sig med store maskiner og store dyr. Dem, der har haft det svært, før de kom her, er glade for, at de er en del af virkeligheden og ikke er et projekt på en skole.
Man skal ikke spare på skulderklappene, men selvfølgelig skal de også have det at vide, hvis de laver noget ballade.

Virksomhedskultur
Jeg mener også, at det handler om virksomhedskultur. Altså vi drikker kaffe sammen og griner og snakker hyggeligt i pauserne, og det mener jeg er utrolig vigtigt. Alle skal til gengæld være indforståede med, at ikke alle har det lige nemt, og det skal man selvfølgelig kunne rumme.

For os på Nordendahl er det en vision at få nogle knægte på ret spor.

Lige nu står vi desværre og skal af med en medarbejder. Foderpriserne stiger, og mælkeprisen følger ikke med, så vi er nødt til at holde lidt igen med bemandingen, selv om jeg ikke er glad for det. Han har været her nogle år og skal nok klare sig, for han har lært at komme til tiden, og han laver sit arbejde ordentligt, så vi sender ham af sted med god ro i sindet. Vi holder en lille afskedsfest for ham med noget mad, for vi skal også sige ordentligt farvel, når det er nødvendigt.

Forår står for døren

Ellers er vi ved at varme op til forårsarbejdet. Vi har fået muget ud i alle afdelinger. Rart, at det er forbi med kulden. Den gav lidt ekstra arbejde med frosne vandledninger i den ældre afdeling, så vi har måttet hente vand i palletanke. Nogle steder frøs ristene i udmugningsanlægget, og vi har brugt en del salt på at holde drivgange og returgange fri for is, så der ikke var glat.

Vi kunne se kulden på mælkeydelsen, den kostede os 1 liter pr. ko pr. dag, fordi dyrene går lidt ned i tempo. Vi ligger dog stadig over målet.

To 100.000 kilos køer

Vi har også her i februar fejret to 100.000 kg køer, en stor dag på Nordendahl. Dels en sort og dels en rød og de er henholdsvis 10 og 11 år. 

Det er første gang for os her på Nordendahl, at vi har 100.000 kilos køer, og så endda to på en gang. Jeg tror, det er resultatet af den stald vi byggede for ti år siden med sand i sengebåse og så et konstant fokus på holdbarhed, der gør det, og jeg håber, der kommer flere af dem. Der er god økonomi i holdbarhed.
 

Faktaboks

Nordendahl

  • 300 køer, 50 pct. røde, 30 pct. holstein og resten krydsninger
  • Sælger tyrekalve som spæde til fast aftager
  • 11.00 kg EKM pr. årsko
  • Malker to gange om dagen
  • 5 ansatte plus skoledrenge
  • Staldanlæg fra 2009
  • 230 hektar, 90 hektar lejet
  • Fortrinsvis majs og græs, plus lidt korn
  • Marker passes overvejende af maskinstation
  • 5. generation på ejendommen
  • Niels Holger Nordendahl er 48 år, gift med Mette, der er lærer i Salling
  • 4 børn – Johanne, 20 år, Magnus 16 år, Laurits 12 år og Agnete 10 år

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.