Opfinder vinder retssag mod stor konkurrent

Kobørster fra CeliInvest Aps kan ikke børste køerne på ryggen, har Sø- og Handelsretten slået fast.

Carsten Papuga, indehaver af CeliInvest Aps, kunne torsdag foreløbigt drage lettelsens suk.

Da fik han Sø- og Handelsrettens ord for, at hans egen opfindelse - kobørsten Karoline - ikke krænker patentet på en kobørste fra virksomheden DeLaval.

Stridsmålet i sagen var, hvorvidt Karoline-kobørsten kan børste køerne på ryggen eller ej. Og det kan den ikke, slår Sø- og Handelsretten fast.

Carsten Papuga har udviklet kobørsten i samarbejde med landmænd, og han fortæller til landbrugsavisen.dk, at en switch automatisk slukker for kobørsten, når den passerer 60 grader.

»Jeg har en kobørste, som er specialdesignet kun til ryggen, og så Karoline, som kan børste køerne på siden,« fortæller han.

Fremtiden var truet

Foreløbig afventer Carsten Papuga, at DeLaval tager stilling til, om de vil anke sagen til Østre Landsret.

Han lægger ikke skjul på, at det så svært ud for virksomhedens fremtid, hvis han tabte i Sø- og Handelsretten.

»Over tid ville jeg være nødt til at lukke den del af min virksomhed ned, for det ville være en stor udfordring at komme videre med de øvrige produkter uden den populære Karoline-børste,« siger Carsten Papuga.

Han får besked om to uger, om sagen ankes. Ifølge DR Nyheder overvejer DeLaval lige nu, hvordan de skal forholde sig til sagens foreløbige afgørelse.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.