Pas på! Hver anden arbejdsulykke med dyr sker ved malkning

Der bør sættes ekstra fokus på arbejdssikkerheden i forbindelse med malkning, opfordrer Seges.

I perioden 2018-2020 blev der anmeldt 79 ulykker i kvægbesætninger, hvor dyr var involveret.

En optælling viser, at knap halvdelen skete i forbindelse med malkning: 24 af ulykkerne skete under selve malkningen, mens 14 skete under drivning til malkning – og her var det både i stalde med robotanlæg og malkegrav/høj/karrusel. Det skriver LandbrugsInfo

”Kvægbruget er suverænt den driftsgren i landbruget, hvor der sker flest ulykker. Og det skyldes selvsagt, at køer er nogle store dyr at drive rundt med. Og ved malkning er man bare meget tæt på dyrene. Det kræver konstant opmærksomhed på deres adfærd, og omgang med dyrene er jo en slags håndværk, man skal lære at mestre,” forklarer arbejdsmiljøkonsulent Marianne Norup, SEGES.

De ulykker, man typisk ser, er ifølge konsulenten spark i hovedet og på hænder, samt hænder som kommer i klemme mellem dyr og inventar.

Ro på og lær af nærved-hændelserne

Ifølge Marianne Norup er forebyggelse af disse ulykker forskellig fra anlæg til anlæg.

”Derfor er god forebyggelse, når leder og medarbejdere sammen finder de sikre måder at arbejde på i netop deres anlæg. Ens for alle er dog, at man skal være ekstremt opmærksom på at undgå hænder mellem dyr og inventar.

Men ellers handler det om at være opmærksom på, hvor og hvordan det går galt – også når det kun var tæt på - og så tage stilling til, hvordan man bedst kan undgå det næste gang,” forklarer Marianne Norup.

Hun understreger, at det overordnet også er helt afgørende at skabe en rolig stemning omkring malkningen: ”Malkerne skal have en rolig adfærd. Og det gælder alle – ikke bare nogle stykker,” understreger hun. Har du brug for sparring til bedre sikkerhed i malkestalden, så tag evt. fat i en mælkekvalitetsrådgiver.

Pas på ved nærkontakt med køerne under malkning

De ulykker i opgørelsen, som ikke skete under malkning, tegner ifølge konsulenten et billede af, at det ofte er ved den nære kontakt med dyret, det går galt. For eksempel ved fjernelse af bandage, skift af en halsrem eller ankelbånd og ved inseminering eller behandling.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.