Sådan får koen en god start på laktationen - og holder en høj ydelse

Af Bjarne Offersgaard og Maria Falkesgaard, Velas

En god opstart af laktationen er essentiel for at sikre en høj vedvarende ydelse igennem hele laktationen.

I opstarten gælder det således om at sikre sig, at køerne tilgodeses bedst muligt i forhold til energioptag og deres foderoptagelseskapacitet.

Det kan ikke undgås, at en startlakterende ko vil tabe sig i vægt. Dette er en naturlig del, men vi skal dog stræbe efter at minimere huldtabet, så det ikke bliver sygeligt for koen.

Det kan vi gøre ved at have et opstartshold, der fokuserer på høj energitildeling og sikring af foderoptaget, og således undgår vi også at de senlakterende køer får en for koncentreret ration og derved bliver for fede til den kommende goldperiode. 

Figur 1. Laktationskurver for 1., 2. og øvrige kalvs køer

Hvis opstarten gennemføres problemfrit, vil topydelsen, men også koens persistens forbedres (grøn stiplet linje). Inden topydelsen er det primært goldperioden og fodringen der spiller ind, herefter er det primært management, miljø og sundhed, der afgør om ydelsen kan opretholdes. Kilde: Bjarne Offersgaard og Maria Falkesgaard, Velas

Sikring af startydelse hos 1. kalvs køer

Sikring af startydelsen hos 1. kalvs køerne starter allerede ved fødslen:

• Kviekalvene skal have en god ”barndom” uden sygdomme og med en god tilvækst
• Kvierne skal fodres korrekt op til kælvning med tilvænning til de lakterendes ration
• Kælvningsforholdene skal være i orden med fokus på et stressfrit miljø og helt i et separat afsnit fra de ældre køer.  

De forskelle i persistens, der ses mellem besætninger, skyldes ofte management-faktorer, sygdomme, fodring og miljø.

Køer, som er opvokset i bedrifter med høj ydelse, har generelt en højere persistens end køer i lavtydende bedrifter. Det er dog også vist, at det er en udfordring at bevare den høje persistens hos de meget højtydende køer.

Mange sygdomme såsom halthed, børbetændelse, ketose, mastitis og løbedrejninger påvirker persistensen negativt. Mastitis og et højt celletal ødelægger de mælkeproducerende celler i yveret, og specielt yverbetændelser efter topydelsen sænker persistensen.

Bedre sundhed og få sygedage hænger sammen med øget persistens og større mælkeydelse.

Sikring af persistens

Sikring af persistensen starter allerede i goldperioden.

Udvælg og udsæt køer, der ikke skal igennem endnu en laktation, således at de slagtes i foregående laktation. Dermed undgår vi at skulle udsætte og behandle på disse i startlaktationen, hvilket oftest er meget kostbart. 

Inden afgoldning bør der være styr på klove, yver og huld. Huldet bør være 3,00 ved afgoldning, da dette giver færrest komplikationer i startlaktationen, se tabel 1. 

Der skal være en ædeplads pr. ko i goldholdet, og belægningsgraden bør være moderat. 

Styring af goldperiodens længde, 6-7 ugers goldperiode. Både de danske og øvrige undersøgelser viser imidlertid, at køernes sundhedstilstand (ketose m.v.) og overlevelsesevne i besætningen (både slagtning og dødelighed) bliver påvirket negativt, jo længere goldperioden er ud over 6-7 uger.

Dette gælder dog ikke mastitis, hvor yveret kan have en lille fordel af en længere goldperiode. Til gengæld er der ikke nogen nettogevinst på ydelsen ved at forlænge goldperioden over ca. syv uger (50 dage), uanset ydelsesniveau og laktationsnummer.

Ugentlige afgoldninger sikrer en ensartet goldperiode og nogle gode arbejdsgange.

Tabel 1. Optimalt huld i forhold til faktorer, der påvirker opstart og persistens hos lakterende køer

Danske anbefalinger for management af goldkøer.