Skolebørn lærer bedst om køerne af landmanden selv

Du ser gerne, at flere kvægbrugere åbner stalddørene for det omgivende samfund. Hvorfor det?

CL: Vi har en sporbarhed og fokus på bæredygtighed i den danske mælke-, okse- og kalvekødsproduktion, som de fleste af verdens lande har svært ved at måle sig med. Men vi har også en kritisk opposition i flere foreninger, forbrugergrupper og politiske partier, som ikke altid behandler fakta om vores produktion på den mest sandfærdige måde. Og sidder man i en lejlighed i storbyen og kontakten til landbruget er groet ud af stamtræet, så kan det være let at forfalde til det billede, som stilles op af kritikerne. Derfor kunne jeg godt ønske, at flere kvægbrugere åbnede dørene til Åbent Landbrug, tog skoleklasser ud på gårdene eller tog til byen for at tage dialogen og fortælle, hvad og hvordan vi gør herude. De sociale medier gør det også lettere at søge dialog.

Du siger, at landmændene skal søge dialogen. Ikke bare fortælle. Hvad er forskellen?

CL: Vi kan sagtens sige og bevise, at vi har de bedste fødevarer, men hvis vi ikke kan afsætte dem, kan det andet være lige meget. Derfor skal vi lytte til forbrugernes forundringer, tanker og ønsker. Vi ved godt, at de kan sige ét og agere noget andet, når de står ved køledisken. Men vi skal lytte til det, de vil og gerne vil have. Vi har i lang tid sagt, at vi kan producere det, som forbrugerne vil have, og jeg mener, at vi i kvægbruget har løftet opgaven til fulde indtil nu. I køledisken er der konventionel mælk, mælk fra GM-fri fodring, økologisk, biodynamisk og græsmælk for at nævne nogle få. Danske kvægbrugere er innovative, og vi har ikke set det sidste. Fremtiden byder på flere nicheprodukter, og hvis der kan hentes en merpris, er landmændene klar.

Svinesektoren har senest oplevet et modtryk i form af en kampagne om burgrise. Hvordan forholder du dig til kampagner mod kvægbruget?

CL: Vi ved ikke, hvad og hvornår der eventuelt måtte komme noget, så det optager mig ikke særlig meget. Jeg fokuserer i langt højere grad på igen og igen at fortælle, hvad det er, vi vil, og hvordan vi vil gøre det. Det har vi en god tradition for i kvægbruget, og jeg tror, at det flere gange har været til vores fordel, at vi åbent har fortalt om problemstillinger, som vi gerne vil ændre på.

I L&F, Kvægs strategi sættes kursen mod et lavere forbrug af antibiotika inden 2020. Hvordan er det muligt?

CL: Vi ved, at samfundet er optaget af forbruget af antibiotika, og det er vi også i erhvervet. Et raskt dyr er bedre for arbejdsglæden, økonomien og miljøet end et sygt dyr. 70 procent af antibiotikaforbruget til køer bruges på yverrelaterede lidelser, og derfor lægger vi i rådgivningssammenhæng op til, at flere mælkeproducenter kun behandler et tilfælde af yverbetændelse, hvis de har fundet bakterier ved dyrkning eller prioriterer behandling ved goldning frem for i laktationen. Vi kan og vil gerne mindske forbruget af antibiotika, men vi kan ikke undvære medicin. Det skal også være forsvarligt i forhold til dyrevelfærden.

De danske mælkeproducenters økonomi har oplevet en form for rustchetur i de seneste år. Efter en top falder mælkeprisen nu igen. Hvordan ser du erhvervet og landmændenes konkurrencekraft?

CL: Der er knoklet på alle danske bedrifter for at optimere, og vi har set fald i fremstillingspriserne. Jeg oplever, at flere landmænd tør sætte flere ting i spil på bedrifterne og bryde med vaner. Hvis vi fortsat skal have konkurrencekraft, skal vi turde sætte langt mere i spil - vores måde at lede på, udføre faglige opgaver, investeringer osv. Hvis man eksempelvis kun skal bruge en traktor 200 timer om året, er det langt bedre for økonomien at leje end at eje. Vi skal nøje overveje, hvilke aktiver vi investerer i. Alle investeringer skal bidrage til at sænke produktionsomkostningerne. Vi skal lade os inspirere af andre brancher. Dyrke det indtjeningsgivende endnu mere og trimme det overflødige fra. Nogle gange skal vi også turde at bringe os selv i spil.

Hvad mener du med det?

CL: Det kan være i forhold til ledelsesstil, at vi som ejere ikke altid selv er de bedste til at føre an eller forhandle nye aftaler hjem. Måske skal vi lade andre om opgaven og koncentrere os om det, vi er bedst til. Jeg er også bevidst om, at der i årene fremover vil være landmænd, som skal stoppe. Måske skal den erkendelse rykkes lidt frem, så man kan planlægge et afviklingsforløb, som giver den bedst mulige start på et nyt kapitel. På samme måde kan der være nogle yngre landmænd, som skal være kritiske omkring deres bedrift og nuværende setup. Måske er deres nuværende ejendom ikke optimal, og hvorfor så fortsætte dér? Hvorfor ikke se den som et springbræt til en bedre ejendom?