Storbank bekymret over de store mælkelagre

Analytikerne i Rabobank er overraskede over faldet i mælkeproduktionen. De tror ikke, at det resulterer i vilde stigninger på priserne.

Produktionen falder hurtigere end ventet og priserne stiger kvikt for tiden.

Men de store lagre, som verdens nationer og mejerier har opbygget af mælkeprodukter, bekymrer de anerkendte analytikere i storbanken Rabobank.

Hvert kvartal udgiver de en rapport om udviklingen i mejerimarkedet på globalt plan. I den netop udgivne analyse, er det netop lagrene, der fylder.

»Lagerbeholdningen på globalt plan fortsætter med at være en bekymring. De vurderes nu til at være 6,7 mio. ton over de normale niveauer,« skriver banken.

Derfor mener de også, at der vil være et loft på prisernes himmelflugt de kommende måneder. For lagrene skal jo på et tidspunkt tømmes. Hvornår det bliver, spår analytikerne ikke om.

Dramatiske fald i indvejning

Hvor lagrene bekymrer, så har produktionen de seneste måneder overrasket analytikerne.

»De svære vilkår og lave til negative bedriftsresultater har betydet, at den globale mælkeproduktion falder hurtigere end forventet. Samtidig er efterspørgslen på mejeriprodukter, især smør og ost, forblevet stærk i USA og er styrket i Europa,« skriver den globale mejeristrateg Kevin Bellamy og tilføjer:

»Den kombinerede effekt har været endnu mere dramatiske reduktioner i de overskydende mængder, beregnet på eksport til de globale markeder, end vi forventede for bare et kvartal siden.«

Han forventer, at »eksportoverskuddet«, som landbrugsbanken kalder mængderne, der afsættes uden for Europa, vil reduceres med 3,4 mio. tons i andet halvår af i år i forhold til samme periode sidste år.

»Det er mere end på noget tidspunkt siden finanskrisen. Samtidig forventer vi 2,5 mio. tons reduktion i 2017,« konstaterer han i rapporten.

Produktion kan stige igen

Rabobank forventer, at en del landmænd vil have svært ved at følge prisstigningerne med også at øge produktionen. Det skyldes blandt andet også EU’s kommende reduktionsstøtte.

Samtidig bemærker rapportens forfattere, at priserne er drevet op af fald i produktionen i stedet for stigning i efterspørgslen. Det betyder også, at hvis produktionen retter sig igen, vil det atter lægge en dæmper på priserne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.