Analytiker: Mælkepris stiger mere - men loftet nærmer sig

De seneste uger har det væltet frem med stigende mælkepriser. Samtidig venter EUs reduktioner lige om hjørnet. Betyder det, at der endelig er dækket op til overskud for de hårdt prøvede producenter?

Først hævede Arla mælkeprisen for oktober med 15,1 øre/kg. I denne uge fulgte ærkerivalen, hollandske FrieslandCampina, så efter og hævede med hele 22 øre/kg.

Overalt i Vesteuropa går mejerierne i samme retning, om end i forskelligt tempo og fra forskellige udgangspunkter. Mælkeprisen er i tiltrængt, men sikker bedring.

Nu afløses de seneste måneders »hvornår stiger den?« så af: »hvor meget stiger den?«.

Thomas Carstensen, chef for råvarehandel i Arla Foods, og Kevin Bellamy, global strateg for Rabobank på mejeriområdet, vil dog først gerne svare på, hvorfor mælkepriserne stiger.

»Europa har set en meget stærk opbremsning i produktionen siden maj-juni, flere steder på 6-7 procent. Hen over sommeren blev ost pludselig svær at skaffe, så priserne steg kraftigt. Det samme skete derefter for fedt,« forklarer Thomas Carstensen.

Kevin Bellamy supplerer:

»Desuden er kineserne vendt tilbage til markedet, ikke så meget på grund af stigende efterspørgsel, men høje temperaturer og tørke,« mener han og påpeger, at de amerikanske forbrugere samtidig har stigende appetit på ost, hvilket gør, at der ikke bliver eksporteret særlig meget fra USA.

Effekt af EUs reduktioner?

Dermed er balancen mellem udbud og efterspørgsel skiftet:

»Lige pludselig er der en mangel. Og den behøver ikke at være ret stor for, at det har en effekt,« forklarer Thomas Carstensen.

Han ser frem mod, at fjerde kvartal jo byder på jul og højt fedtforbrug. Kombineret med en faldende produktion vil det hjælpe til at holde momentum.

Det store spørgsmål er dog, hvad EUs planlagte reduktions-tilskud vil betyde for priserne.

»Effekten vil være mere af det samme; en reduktion af udbuddet af mælk til det europæiske marked og til eksport,« mener Thomas Carstensen, der principielt ikke udtaler sig om konkrete prisforventninger for Arla.

Bedre vinter, men med loft

Han tror, at EU-ordningen vil blive overtegnet. Det vil dog bare betyde, at en del landmænd vil reducere deres produktion endnu mere, så den samlede effekt bliver højere end den planlagte milliard kilo, mener han.

Kevin Bellamy tvivler mere.

»Især Frankrig, Tyskland og Holland vil reducere. Men det vil også gøre det sværere for producenterne at respondere til de højere priser,« siger han og antyder, at nogle landmænd kan gå glip af indtjening på de stigende priser.

»Det er meget svært at spå om effekten på EU-ordningen. For selv om du har søgt om reduktionsstøtte, behøver du rent faktisk ikke at reducere,« siger han.

»Jeg tror ikke, at vi får 35 cent/litre (2,60 kr/kg) igen lige med det samme. Stigningerne skyldes især manglende udbud, ikke stigende efterspørgsel,« konstaterer han og påpeger, at EU stadig har bugnende mejerilagre.

»EU vil næppe sende det på markedet, mens de udbetaler støtte. Men det skaber et loft over prisene. Samtidig kan landmændene i for eksempel New Zealand være hurtige til at reagere på stigende priser,« siger han og tilføjer:

»Priserne på bedriftsniveau vil helt sikkert vende tilbage til mere fornuftige niveauer. Vi får en bedre vinter i år end sidste år.«

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle