Svenske malkekøer når milepæl med 10.000 kg EKM

For første gang nogensinde når gennemsnitsydelsen over 10.000 kg EKM pr. ko i alle svenske len på én gang.

I kontrolåret 2018/19 var den gennemsnitlige ydelse for en svensk malkeko over 10.000 kg EKM i alle svenske len. Det er første gang det sker på én gang for samtlige 21 len.

I gennemsnit var ydelsen for hele landet 10.417 kg EKM pr. ko, hvilket er 271 kg mere end året før. Fremgangen sker trods et vanskeligt foderår på grund af 2018-tørken, men grovfodermanglen er formentlig blevet kompenseret med mere korn og færdigfoder i foderrationerne.

Desuden har nogle mælkeproducenter i lyset af den knappe grovfoderforsyning været i stand til at optimere fodringen ved hjælp af den særlige tørkrådgivning, lyder det fra Ulrika Lundberg, rådgivningschef for Kokontrollen.

Malkekøerne i Halland len klarede sig bedst i 2018/19 med en ydelse på i snit 10.715 kg EKM pr. ko, mens køerne i Västerbotten len til gengæld stod for største stigning med 431 kg til 10.663 kg EKM pr. ko, skriver netavisen Jordbruksaktuellt.

I Sverige er kvægbesætningerne størst i de sydlige len Kalmar, Skåne og Halland med et snit på 120 køer pr. bedrift, mens bedrifterne i de nordlige len Jämtland og Västerbotten er mindst og kun halvt så store i gennemsnit.

For hele landet er gennemsnitsstørrelsen 92 køer pr. bedrift.

Holstein er mest populære race med 58 procent af bestanden, og derefter følger SRB (svensk rød-hvid malkeko, en krydsning af svensk rød pied og svensk Ayrshire) med 33 procent.

sbu

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.