Tæm tørken - så afgrøde nummer to i juli måned

Mælkeproducenter, som høster helsæd i juli måned, bør overveje at så grønhavre som ekstra afgrøde.

Landmænd med grovfoder i sædskiftet kan overveje at så to afgrøder i år, hvor tørken ser ud til at dræne udbytterne.

Flere mælkeproducenter overvejer at supplere græs og majsensilage med helsæd, og når den høstes i juli måned kan man overveje at pløje marken og etablere havre med udlæg af italiensk rajgræs. Det er et af flere råd til tørkeplagede landmænd fra LMO.

Havre har en hurtig vækst og er billig i udsæd - også som økologisk. Den giver mulighed for at høste et efterslæt af grønkorn midt i september, hvorefter marken kan afgræsses eller slættes yderligere en gang inden vinter.

Hos LMO forventer man, at grønhavre etableret i juli måned kan give 2.500 FEN pr. hektar ved høst i september.

Grønhavren kan også overvejes, hvor nyudlagte kløvergræsmarker er slået fejl. LMO råder dog til, at man tjekker udlægget én ekstra gang inden ploven hentes frem, for det kan overraske positivt.

I stedet for helsæd kan man overveje ribbehøst af kornet, hvis man har tilstrækkeligt med grovfoder, som fylder. Flere vil dog foretrække helsæd, fordi man bjærger mere af afgrøden. Ribbehøstet korn tæller som grovfoder på økologiske brug.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.