Urter i græsmarken kan hjælpe biodiversiteten

Landmænd kan øge biodiversiteten ved at så urter ud i græsmarken.

Man kan sagtens forene almindelig kløvergræsproduktion og biodiversitet. Det påpeger Betty Schmidt, produktchef hos DSV Frø.

Hun peger på, at man som landmand kan så urter ud i græsmarken og disse urter bidrager til større biodiversitet. Betty Schmidt fremhæver to metoder, som er særligt interessante.

Den ene er udlæg af en vinterfast efterafgrødeblanding i vårbyg. Blandingen består af sildig, almindelig rajgræs, som ikke generer kornet særlig meget. Herudover indeholder blandingen hvidkløver, kællingetand, lucerne, bibernelle og cikorie. Disse arter fikserer kvælstof, forbedrer jordstrukturen og bidrager til mangfoldighed i bunden af græsmarken.

"Blandingen skal ses som en god forfrugt, som i det hele taget beriger sædskiftet," fortæller Betty Schmidt.

Den anden mulighed er udlægning af rene urteblandinger i kløvergræsmarker. DSV's urteblanding består af syv arter herunder cikorie, kommen, bibernelle, lancet vejbred, lucerne, esparsette samt kællingetand. Foruden at øge biodiversiteten bidrager urterne også med vitaminer og mineraler. Ifølge Betty Schmidt bør urteblandingen sås i striber, så urterne ikke får for meget konkurrence fra kløvergræsset.

Som økolog skal man huske at tjekke Landbrugsstyrelsens frødatabase OrganicXSeed før man bestiller frø. Hvis man skal anvende konventionelt frø, eksempelvis fordi de ikke udbydes økologisk eller ikke udbydes i tilstrækkelig mængde, skal landmanden logge ind på databasen og søge en dispensation. Det skal gøres i god tid før såning, da der er en behandlingstid på ansøgningen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.