Video: De faldt for grauviehs farve og tillid

Tiroler Grauvieh: Racen er kendt for at være godmodig og tillidsfuld, og så kan den klare sig på næringsfattige naturarealer, om man vil eller lægge godt med kød i høj kvalitet på sidebenene. 

Da Hanne og Knud Erik Nielsen solgte malkekvægbedriften og købte en mindre ejendom, fortsatte de med nogle krydsninger af rødbrogede og simmentaler, som de havde taget med, men på dyrskuet i Roskilde dukkede pludselig en race op, som de ikke havde set før, som de forelskede sig i. Et par jyder udstillede tiroler grauvieh eller i daglig tale bare grauvieh.

»Vi faldt for deres farve, deres godmodighed og tillidsfuldhed«, lyder det samstemmende.

De købte to kvier på dyrskuet og i løbet af et par år havde de anskaffet fem stk. renracede grauvieh, som er grundstammen i den besætning, de har i dag. Siden har de i øvrigt udstillet på dyrskuet i Roskilde hvert år bortset fra 2006 og 2020, hvor det blev aflyst grundet corona. 

Dyrskuet byder på gode oplevelser og fine præmier. Der er typisk 2-3 stykker, der udstiller grauvieh, og det giver sammenhold og erfaringsudveksling at være med, synes de. 

Børnene og børnebørnene har også være involveret. En datter har selv kødkvæg – det er galloway, og børnebørnene er med til at hjælpe og drømmer om at trække dyrene.

Lette kælvninger

Ud over temperamentet fremhæver Knud Erik Nielsen også at racen har lette kælvninger.

»Som regel kommer kalvene af sig selv«, siger han. 

Det var oprindelig en treformålsrace fra de østrigske alper: mælk, trækkraft og kød. Mælkeproduktionen er stadig høj, selv om der nu avles efter gode egenskaber for kødkvæg. 

»Det er godt for kalvene, der vokser hurtigt«, sige Knud Erik Nielsen.

Det hænder, at han køber en krydsningskalv fra sine malkekvægsvenner og får en ko til at optage denne sammen med sin egen kalv – og det giver den mælk nok til.

Læs mere i magasinet Kødkvæg, der udkommer tirsdag den 22. maj

 

Se videoen her

Emneord video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.