Video: Der skulle andre sorter til for at få kvaliteten i top

Værter ved grovfoderekskursion: Nøje sortsvalg og skifte af græsblanding har været med til at få ydelsen op på 14.000 kilo EKM per årsko hos Ole og Martin Jespersen.

Egentlig syntes Ole og Martin Jespersen, at de gjorde alt det rigtige i forhold til at optimere udbytter og kvalitet i grovfoderet til køerne. Alligevel endte det som regel lidt mere på det jævne, end de ønskede, og det var ikke godt nok, da de byggede ny stald og begyndte at malke tre gange. Skulle køerne til at give mere mælk, kunne de se, at de ikke kunne komme uden om at gøre noget ved kvaliteten af grovfoderet, for det krævede alt for meget dyrt kraftfoder, som heller ikke var godt for sundheden.

- Det er en hårfin balance i forhold til sygdomme, fordøjelse – ja sundhed i det hele taget. Vi kiggede for meget på kraftfoder og billig stivelse, og oplevede lave fedtprocenter, siger Ole Jespersen.

- Det tog tid, inden vi indså, at ensilagen var det primære, og at den skulle løfte ydelsen, tilføjer Martin Jespersen.

Sortsvalg

Siden har de gjort meget ud af sortsvalget.

I år er der valgt tre majssorter, så høsten er spredt, så de kan ramme det optimale tidspunkt for kvalitet og udbytte. Sorterne er Function, Temprano og Pinnacle.

Også i græsset har de foretaget ændringer.

- Før brugte vi altid blanding 45, som er den højestydende, men kvaliteten er ikke den samme, så nu er vi skiftet til blanding 35 med mere rødkløver, supplerer Martin Jespersen sin farbror, som han er i I/S med.

Udbytte ned, kvalitet op

De vurderer, at udbyttenedgangen er i omegnen af 10 procent, men på trods af det, er det et godt bytte, er de enige om. For selv om der er penge i at høste høje udbytter, er det alligevel det, der foregår i køerne, der er det vigtigste for succes.

- Der er meget svingel i blanding 45, og svingel giver et højt udbytte, men har et meget kort høstvindue, hvis man skal opnå en god nok kvalitet. Med blanding 35 har vi et længere høstvindue, og så lykkes det, siger han.

Nu ligger de omkring 1,10 FE per kilo tørstof.

- Vi syntes, vi gjorde det hele rigtigt før og fulgte alle retningslinjer, for at det skulle blive godt, men det endte bare med en ringere kvalitet, siger Ole Jespersen, som er ansvarlig for markarbejdet.

Faktaboks

Grovfoderekskursion

  • Tid: Torsdag 8. juni er der Grovfoderekskursion hos I/S Jespersen v/Ole og Martin Jespersen, Juelsminde
  • Nyt: Der er i år kun én værtslandmand ved ekskursionen
  • Tilmelding og program: Tjek www.tilmeld.dk/grovfoderekskursion2023
  • Arrangør: Grovfoderekskursionen arrangeres på vegne af Specialudvalget for Græs og Grovfoder

Emneord PLUS Video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.