Mælkeproducent: Nu skal vi tilbage til kolbemajs til køerne efter tørkeåret

Blog fra mælkebedriften: I sidste års tørke blev kolbemajs fravalgt på Havdal, men står det til Mette Mølholm Juul Mikkelsen står der næste vinter igen kolbemajs på menuen til Jersey-besætningen.

Af Mette Mølholm Juul Mikkelsen - fortalt til Stig Bundgaard

De seneste knap ti år har vi hvert eneste år dyrket kolbemajs til malkekøerne - med undtagelse af to sæsoner, herunder i efteråret. 

Normalt høster vi både helsædsmajs og kolbemajs til vinterfodringen, mens køerne om sommeren er på græs plus de får en fuldfoderration. Men sidste år var som bekendt ikke et normalt år.

På grund af tørken i 2018 vinterfodrede vi nemlig køerne hele sommeren, fordi køerne kun var på græs i aftentimerne på grund af varmen, og vi brugte en stor del af foderlageret.

Derfor kunne vi ikke forsvare i efteråret at lade en del af majsen stå til kolbemajs og gå glip af ca. 1.500 FE pr. hektar, som ville mangle frem til ny høst - og vi tog i efteråret hele majsarealet til helsædsmajs.

Kolbemajs øger selvforsyningsgraden

Vi har fornuftige majsudbytter med typisk 12.000-14.000 FE i helsædsmajs og ca. 10.500 FE i kolbemajs, og så er det jo også en fordel at 90 procent af jorden er placeret tæt på gården i forhold til logistikken.

Med kolbemajs kan vi øge selvforsyningsgraden af foderet og spare lidt på det indkøbte kraftfoder. Samtidig kan vi få lidt mere grovfoder igennem køerne, fordi kolbemajs er lettere fordøjeligt, idet det indeholder mere såkaldt bypass- stivelse, som skåner vommen mere - så på den måde forsøger vi at kombinere et energirigt fodermidel med en sund fodring.

Vi kunne også vælge at fodre med korn frem for kolbemajs, men kornet sælger vi som oftest på roden.

Med kolbemajs kan vi typisk holde grovfoderandelen på 60 procent af malkekøernes  foderration, mens den godt kan komme tættere på 50 procent uden kolbemajs. Lige nu uden kolbemajs ligger vi dog på 11,5 FE i græs og majs pr. dag ud af en samlet dagsration på 21 FE, svarende til tæt på 60 procent grovfoder, hvilket er en dyrere fodring end med kolbemajs i foderrationen på grund af øget udgift til kraftfoder. 

Syv hektar kolbemajs i år

Vi vil gerne have kolbemajs i vores foderblanding for at få mere grovfoder gennem køerne. Kolbemajs er energirig, og der er en forholdsvis stor andel bypass-stivelse, som jo fordøjes i tyndtarmen, og derved skånes vommen og energien udnyttes bedre. Det er med til at give os en sundere fodring.

I år er det meningen, at vi vil lade ca. syv hektar af de planlagte i alt ca. 22 hektar majs stå til høst af kolbemajs.

Normalt sår vi majsen i anden halvdel af april, efter jorden er tildelt gylle og dybstrøelse. Vi har i år ligesom sidste år valgt to tidlige sorter, nemlig Ambition og Autens.

Vi sår forholdsvis tidligt for at kolbemajsen - der typisk står tre-fire uger længere end helsædsmajs - ikke skal blive for sen, fordi den dyrkes på tung, dyrkningssikker JB 6-7 jord, som let kan blive skadet ved kørsel sent på efteråret.

Først når majsen er langt fremme og tæt på høst beslutter vi præcis hvor meget og hvilken del af majsarealet, der skal blive stående til høst af kolbemajs.

Faktaboks

Mette Mølholm Juul Mikkelsen

  • Kandidat til "Årets Unge Landmand" 2018
  • Driver sammen med sin far bedriften Havdal ved Søften, Århus. Blogger til Kvæg Plus.
  • 100 årskøer, Jersey, ca. 10.000 kg EKM pr. ko pr. år
  • Dybstrøelsesstald med varmegenindvinding til stuehus, 2 x 8 sildeben malkestald
  • Malkekøer og ungdyr kommer på græs i sommerhalvåret
  • Gårdmejeri med produktion af is og salg af frisk mælk
  • 115 hektar med græs, majs, vinterbyg og vårbyg

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.