5 gode råd til bekæmpelse af ukrudt i vintersæd

Timing er vigtig for succes med bekæmpelse af græsukrudt og tokimbladet ukrudt i vintersæd. Se her hvornår du skal sprøjte med hvad.

Hvis man har sprøjtet mod ukrudt i vintersæd efteråret, afhænger behovet for opfølgning meget af såtid og ukrudtsbestand.

I tidligt såede marker med en vis bestand af græsukrudt er tidlig sprøjtning vigtig. I senere såede marker og marker med beskeden ukrudtsbestand, kan opfølgende sprøjtning vente til maj, for at se om der sker nyfremspiring.

I marker, der ikke er sprøjtet i efteråret, skal forårsbekæmpelse ske, så snart der ikke er risiko for tilbagefald med frostperioder - og temperaturen er tilstrækkelig til de planlagte midler. Især hvis der er græsukrudt i marken, er tidlig bekæmpelse vigtig.

Her er fem gode råd om græsukrudt.

1. Arter der oftest skal sprøjtes igen

Rajgræs og almindelig rapgræs er ofte utilstrækkelig bekæmpet i efteråret.

Bekæmpelsen af agerrævehale skal normalt også suppleres om foråret for at undgå opformering. Det samme gælder vindaks, hvis der er brugt lav dosis af Boxer.

På arealer med meget enårig rapgræs kan det være nødvendigt at bekæmpe igen - selvom der er sprøjtet med god effekt om efteråret.

Hejrearterne kan ikke bekæmpes om efteråret, så de skal altid bekæmpes tidligt om foråret.

Væselhale skal helst være effektivt bekæmpet om efteråret - ellers skal man være meget tidligt ude for at hæmme væksten mest muligt.

Burresnerre, fuglegræs, kamille, storkenæb, valmue og kornblomst er oftest de arter, som udløser en opfølgende sprøjtning om foråret. Agerstedmoder og ærenpris er forhåbentligt godt bekæmpet med DFF eller Mateno Duo i efteråret, da der er dårlige muligheder for bekæmpelse i foråret.

2. Enårig rapgræs, hejrearter og væselhale

Er enårig rapgræs det væsentligste græsukrudt, giver Atlantis OD den mest målrettede bekæmpelse, men er ikke så bred en løsning.

Broadway er nu eneste løsning mod gold hejre, og mod en stor bestand anbefales en splitbehandling. Blød hejre er lettere at bekæmpe, så én behandling er normalt nok. 

Væselhale lader sig ikke bekæmpe tilfredsstillende med hverken Atlantis OD, Cossack OD eller Broadway. Tidlig sprøjtning med en ikke for grov forstøvning og stor vandmængde, giver størst chance for rimelig effekt. Tromling før bekæmpelse giver væselhalen en mere vandret bladstilling, som øger muligheden for en bedre effekt. Ved meget tætte bestande af væselhale bør nedvisning og omsåning med vårsæd stærkt overvejes. 

3. Temperaturforhold

Behandling før en frostperiode kan forringe virkningen og eventuelt skade afgrøden.

Den bedste effekt opnås, når der i de første døgn efter sprøjtningen er gode temperaturforhold dag og nat. Let frost i morgentimerne (i en ellers mild periode) har dog kun ringe betydning.

Under kølige vejrforhold med en gennemsnitstemperatur ned til 2-4 °C virker Nicanor, Express, Primus, Saracen, Topik og Zypar ret sikkert, når blot der er vækst i ukrudtet. 7-8 °C er dog optimalt.

Temperaturkravet til Atlantis, Broadway, Cossack, Hussar Plus og Rexade er 8-9 °C som gennemsnitlig døgntemperatur ved sprøjtetidspunktet.

Temperaturen ved brug af Mustang forte og Pixxaro må gerne være over 10 °C.

Midler som Primera Super/Foxtrot, Starane XL og Starane/Flurostar bør først tages i brug, når temperaturen er højere end 10 °C.

4. Resistens

For at modvirke udvikling af herbicidresistens, bør ALS-hæmmere i virkningsklasse B (Nicanor, Atlantis, Broadway, Rexade, Cossack, Express, Hussar Plus, Primus m.fl.) kun anvendes én gang pr. sæson.

Topik har virkningsklasse B, og bør vælges mod agerrævehale, hvis der i efteråret er sprøjtet med Atlantis OD. Er der brugt Othello eller Atlantis mod rajgræs i efteråret, bør det være undtagelsen, at der følges op med Broadway i foråret - brug i stedet Topik.

Serrate har både virkningsklasse A og B, og bør kun  bruges, hvor der om efteråret er anvendt Boxer eller andre midler uden virkningsklasse A og B.

Fuglegræs, kamille og valmue er de tokimbladede arter, der har størst risiko for udvikling af ALS-resistens. Mod kamille bør man, ud over ALS-hæmmere i klasse B, også bruge midler med anden virkemekanisme, dvs. Mustang forte. Effekten mod kamille med Zypar, Starane XL, Cleave og Primus XL kommer fra florasulam, dvs. virkningsklasse B, og er ikke resistensbrydere i forhold til de rene ALS-hæmmere. 

Mod fuglegræs er Starane/Tomahawk/Flurostar, Starane XL, Cleave og Pixxaro gode resistensbrydere.

5. Afgrødetålsomhed

Det er ikke alle græsukrudtsmidler, der har samme skånsomhed over for de forskellige kornarter. Derfor er de ikke godkendt i alle vintersædafgrøder.

Tjek landbrugsinfo for at være sikker på, i hvilke afgrøder de forskellige midler er godkendt.

Kilde: Landbrugsinfo, hvor du også kan se meget mere detaljerede råd om bekæmpelse af ukrudt i vintersæd.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.