Blå blok har forpligtet sig på mere gødning

Folketingsvalg: Fire borgerlige partier har bundet stor politisk prestige op på valgløftet om at afvikle undergødskningen i dansk landbrug.

En valgsejr til borgerlig side betyder et hurtigt opgør med de danske gødningsregler. Det tegner alt til, efter at Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance alle har afgivet løfter om at afvikle de reducerede danske gødningsnormer, hvis 90 mandater giver mulighed for det.

Planerne har fået vind i sejlene efter Bæredygtigt Landbrugs vidneføring i retssagen om de danske gødningsregler. Det var ved et af disse retsmøder i Viborg, at vicekoncerndirektør i DLG, Jesper Pagh, kunne fortælle, at dansk korn efter mange års undergødskning nu er af så ringe en kvalitet, at kornopkøbere på de internationale eksportmarkeder direkte frabeder sig dansk korn i sendingerne fra Europa. »Danish Excluded«, som det kaldes i kontrakterne.

Danish Agro, det andet store grovvareselskab, har efterfølgende bekræftet, at det forholder sig sådan. Og det budskab har givet genklang i både trykte og elektroniske medier.

Valgløfte med vægt

Det letforståelige budskab passer som fod i hose til de borgerlige partiers valgløfter om at afskaffe det særlige, danske gødningsregime.

Miljø- og fødevareordførerne fra Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative har taget partitoppen i ed og går samlet til valg på en stor, landbrugspolitisk handlingsplan i 16 punkter.

Udfasning af de reducerede gødningsnormer er det centrale element. Og Liberal Alliance har solo fremsat et forslag med det ene punkt at omlægge gødskningsreglerne.

Ikke valgflæsk

»For mig er det logisk, at landmændene skal have lov til at gødske optimalt. Jeg vil ikke finde mig i, at danske landmænd skal være underlagt skrappere krav end konkurrenterne i Europa,« siger Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen.

»Hvis vælgerne giver os mandat til det, bliver de 16 punkter i vores udspil noget af det første, en ny regering vil tage fat på,« siger René Christensen, (DF).

»Der er ingen tvivl om, at de 16 punkter binder. Det har vi afgivet et gensidigt løfte om,« siger Daniel Rugholm (Kons.)

»Der skal være mulighed for at gødske efter ligevægtsprincippet,« siger Mette Bock, LA.

Faktaboks

Nedstemt til nu

  • VKOs landbrugspakke har været fremsat som beslutningforslag, men blev 24. marts forkastet af et flertal. LA stemte blankt.
  • Liberal Alliances forslag blev nedstemt samme dag. V, DF og K stemte blankt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.