Bliv pløjefri, hvis der er penge i det

Landmænd, som overvejer pløjefri dyrkning, kan nu få rådgivning af syv specialkonsulenter.

Hvis du går og overvejer, om du skal gå over til at drive din ejendom pløjefrit, kan du få en af FRDKs specialkonsulenter til at lave et PløjefriTjek.
»Med dette initiativ vil vi hjælpe landmænd, der overvejer pløjefri dyrkning, til at tage beslutningen på et velovervejet grundlag. Hvis man omlægger driften til pløjefri dyrkning, skal der være penge i det, og det er ikke nødvendigvis vejen frem for alle«.
Sådan sagde planteavlskonsulent Erik Sandal på FRDKs fagdag, som blev holdt i forlængelse af FRDKs generalforsamling i tirsdags.
Han fortalte også, at det PløjefriTjek er delt i to trin.

Afklaring af behov

Trin 1 i det PløjefriTjek er en afklaring af nogle af de forhold, som man som landmand skal forholde sig til, hvis man går over til pløjefri dyrkning.
»Trin 1 er en afdækning af landmandens ønsker og behov. Her vil der bl.a. blive diskuteret sædskifte, nuværende maskinpark, udfordringer i forhold til ukrudt samt jordtype og jordsundhed«, fortalte Erik Sandal.
Han tilføjede, at det første møde skal munde ud i en kort konklusion, hvor det bliver afklaret, om de ønsker, landmanden har, er realistiske.
Afhængig af konklusionen aftales det videre forløb.

Forslag til handlingsplan

Trin 2 i det PløjefriTjek graver et spadestik dybere og giver afklaring på, om dele af eller hele ejendommen skal drives pløjefrit.
På dette møde bliver der også diskuteret sædskifte og efterafgrøder, ligesom der bliver lavet en beregning af økonomien ved at gå over til pløjefri dyrkning. 
Derudover bliver der inddraget en maskinkonsulent, som vurderer behovet for ændringer i maskinparken.

Uvildige rådgivere

Hvis man som landmænd vil have lavet et PløjefriTjek, så skal man ifølge Erik Sandal henvende sig til FRDKs sekretariat, som henviser til en af de syv specialkonsulenter.
Trin 1 i det PløjefriTjek koster 4.500 kroner. 
Trin 2 afregnes på timebasis, dog med et loft på seks timer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.