Brug tromle til såning af vårsæd på lerjord

På stiv lerjord kan det være vanskeligt at få smuldret jorden, få dækket kernerne til og gjort såarbejdet ordentligt.

Såningen af vårsæd er i fuld gang, og selv om mange landmænd med især sandjorde har et rigtigt fint såbed, er der risiko for ugler i mosen andre steder.

Mange lerjorde er nemlig lige nu kompakte, hårde og meget knoldede oven på vinteren - og det uanset om der er vinterpløjet, fordi der ikke har været frost efterfølgende. 

"På stiv lerjord kan det være vanskeligt at få smuldret jorden, få dækket kernerne til og gjort arbejdet ordentligt. I nogle tilfælde kan man endda se frilagte kerner, og det er rigtig skidt for spiring og udvikling af rodnet",  lyder meldingen fra Finn Olsen, planteavlskonsulent hos Sønderjysk Landboforening.

Derfor giver det god mening at hive tromlen frem fra maskinladen til såarbejdet.

"En tromling er ofte en overflødig eller skadelig behandling efter min mening, bortset fra på stenet jord, for vi skal huske på, at vi skal have ilt til jorden, og mange gange bliver jorden pakket for meget sammen af en tromling.

"Men lige præcis i år med så mange knolde i såbedet på lerjorde er der brug for at få trykket jorden sammen om kernerne, så de får noget fugt omkring sig. Eller så de i hvert fald får jordkontakt, og der kommer en kapillæreffekt. Så her er tromling faktisk en nødvendighed", siger Finn Olsen.

Han understreger, at det er vigtigt at en tromling efterlader små knolde i marken. Der må ikke ske en pulverisering af jorden, som i tilfælde af efterfølgende nedbør giver stor risiko for et "ladegulv", altså en tilslemning af jorden, så rødderne ikke kan få ilt.

"Tag et træk med tromlen og se hvordan effekten er. Måske er det kun nødvendigt at tromle dele af marken, og det er jo tilladt at køre fra lerknold til lerknold", lyder anbefalingen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.