DLG: Kun et forsyningschok kan løfte kornprisen

Gode forsyninger præger kornmarkedet lige nu, og det kan formentlig kun ekstremt vejr ændre på.

Af  I. Rolf Pedersen, prokurist, DLG

På kornområdet er billedet stadig præget af den særdeles gode forsyning og udsigterne til fortsat store lagerbeholdninger.

De seneste prognoser fra alle de toneangivende analyseinstitutter er rørende enige om, at der skal noget ganske voldsomt til for at ændre afgørende i den globale forsyningssituation.

Ifølge International Grains Council vil den globale hvedeproduktion ganske vist falde i 2018/19, hvilket i givet fald bliver første gang i seks år. Men er det mon nok til at vende markedspriserne?

Nej, det virker mere og mere klart, at kun et større forsyningschok er den eneste vej ud af den langvarige svage undertone, der har præget kornmarkederne i nu godt et halvt år.

Der skal altså indtræffe et større udfald i et eller flere af de store kornproducerende kornområder på jorden. Og hvor kunne det så være?

Vejret og vækstsæsonen

Hvis man håber på stigende kornpriser skal vejret for alvor i spil, og dette gerne i kombination med en vis form for reduktion i de dyrkede arealer.

Det, der for alvor kunne rykke afgørende ved det overordnede billede, kan næsten kun være en alvorlig tørke, omfattende udvintring, ekstrem hede- kuldebølge eller lignende.

Lige nu er der mulighed/risiko for tørkelignende tilstande i visse områder i Nord- og Sydamerika og mulighed/risiko for udvintringsskader i områderne omkring Sortehavet grundet manglende snedække. Ekstrem kulde i det nordlige Nordamerika ligger ligeledes og lurer.

At alle disse ulykker indtræffer samtidig er mere ønsketænkning end realistisk.

Vi vurderer, at der samtidig skal en mere gradvis og længerevarende omlægning i afgrødesammensætningen kombineret med en vis form for braklægning til for at hæve prisniveauet.

I visse områder er den udhulede økonomi for kornproducenterne allerede katalysator for en vis reduktion i produktionen.


Ansvarsfraskrivelse (Disclaimer & Disclosure)
”Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg. ”

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.