Forskere har fået hul på ny resistensmekanisme i hvede

Per Gregersen, seniorforsker på Aarhus Universitet, fortalte på plantekongressen om arbejdet med at få den såkaldte mlo resistens i hvede.

Mlo er en forkortelse af ”Meldew resistance locus o”, der er altså tale om et sted i planternes gener som koder for en særlig god resistens mod meldug. Resistensen blev først opdaget i byg, men indenfor de seneste år har man arbejdet med at frembringe samme resistens i andre plantearter.

Det er nu endelig lykkedes i hvede. Det har ellers været en større udfordring end ved mange andre arter. Hvede er nemlig en såkaldt hexaploid, hvilket betyder at den har seks kromosomsæt. Byg har til sammenligning kun to kromosomsæt.

Dette gør at det er en større udfordring at få mlo resistens i hvede, da det er en recessivt nedarvet egenskab som derfor skal være på alle udgaverne af det pågældende kromosom for at få en effekt, påpegede Per Gregersen.

Mlo virker bredt mod meldug

Noget af det som gør mlo resistensen så god i kampen mod meldug er at den virker på hele populationer af meldugsvampe, forklarede Per Gregersen. Desuden ser det ud til at være en meget holdbar resistens, som melduggen ikke lige med det samme overkommer.

En anden udfordring ved arbejdet med mlo resistensen er at når man så har fundet den og fået skabt den i ens planter kan man risikere at den får planten til at reagere så kraftigt at der kommer celledød i spidsen af bladene. Det er dog lykkedes for forskerne at få lavet flere linjer som ikke har den kraftige reaktion, men som stadig er resistente overfor meldug.

DNA-markører forkorter forædlingsprocessen

Et andet projekt med sygdomsresistens i hvede er foregået hos Nordic Seed. Det var hvedeforædler Jeppe Reitan Andersen der fortalte om dette projekt.

Baggrunden for projektet var at der som bekendt følger både et mindre udbytte og som regel dårlig kvalitet med i kølvandet på et svampeangreb, også selv om der sprøjtes. Det gør at man hos Nordic Seed forsøger at få flere forskellige resistensgener ind i sorterne.

Et andet problem er at svampene ofte relativt hurtigt kan omgå den resistens man får avlet ind i planterne, mens det tager op til 10 år at få fremavlet en ny sort. Derfor har man stor interesse i at finde såkaldte DNA markører, som kan fortælle avlerne om en plante har resistens eller ej.

Ved brug af DNA markører har man ikke samme behov for at vente på at planten når sine voksenstadier før man kan undersøge om den har resistens, man skal nemlig bare bruge et lille stykke blad for at se om der er resistens.

Resistens er ikke længere forbundet med lavere udbytter

”Jo, men er der så ikke mindre udbytter på de sorter som har resistens?” lød det fra salen efter Jeppe og Pers oplæg. Til det blev der svaret fra begge oplægsholdere, at man ikke længere ser de samme omkostninger som tidligere, ved nye resistente sorter.