Jordbakterier kan blive dansk supervåben mod svampesygdomme i korn

Odense-virksomheden Bioomix vil i samarbejde med to danske universiteter udvikle biofungicid til at bekæmpe svampesygdomme i byg og hvede. Projektet har fået 6 mio. kr. i støtte fra Gudp-midlerne.

Den nystartede Odense-virksomhed Bioomix sætter i samarbejde med Københavns Universitet og Aarhus Universitet nu alle sejl til for at udvikle et alternativt våben mod svampeygdomme i byg og hvede.

De tre samarbejdspartnere har fået 6 mio. kroner fra Gudp-midlerne til at frembringe et biofungicid, som vil bruge naturligt forekommende jordbakterier til at styrke planters resistens overfor svampesygdomme. 

Det fortæller Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri på deres hjemmeside for Gudp-projekter.

Bioomix har tidligere i år sendt virksomhedens første kommercielle produkt på markedet, læs mere her

Danske bakterier til danske marker

Morten Østergaard Andersen, direktør for Bioomix, fortæller, at  svampe har naturlige fjender i naturen. Ofte er det bakterier, der har udviklet en evne til at slå svampe ihjel.

- Den evne håber vi at kunne bruge til plantens fordel ved at lade bakterier styrke plantens resistens overfor svampeangreb. Projektet går kort fortalt ud på, at finde de bakterier, som besidder den egenskab, forklarer han.

Der findes allerede biofungicider med samme virkning som det slutprodukt, projektet håber at stå tilbage med. Men produkterne er ofte udviklet til brug i gartnerier, eller i geografiske såvel som klimatiske forhold, der ligger langt fra Danmark.

- Pointen i projektet er at finde danske bakterier, der effektivt kan hæmme svampesygdomme på de danske marker, fortæller Morten Østergaard Andersen.

Ny metode skal finde egnede bakterier 

I samarbejde med SDU har Bioomix udviklet en særlig metode til indsamling og kortlægning af naturligt forekommende mikroorganismer i jorden.

Ideen er at bruge systemet til at finde danske svampehæmmende bakterier.

- Når vi har fundet svampehæmmende bakterier, skal der laves en række undersøgelser af bakteriernes øvrige egenskaber, eksempelvis af hvordan de gror, og hvordan vi kan producere dem, fortæller Morten Østergaard Andersen og fortsætter:

- Herefter laver vi et testprodukt, der under kontrollerede forhold skal testes på planter for at undersøge virkningen samt om de skader planten. Undersøgelserne udføres i samarbejde med Københavns Universitet, der også vil teste, om bakterien eksempelvis skal anvendes forebyggende eller behandlende.

Når Københavns Universitet er nået frem til de første resultater, skal bakteriernes egenskaber testes i praksis.

Her vil Aarhus Universitet stå for markforsøg, hvor bakteriernes egenskaber undersøges på både vår- og vinterafgrøder.

Produkt til hele Nordeuropa

Målet er, at projektet vil stå tilbage med produkter, der har vist sig effektive mod store svampesygdomme såsom septoria, og som derefter kan udvikles til markedsparate produkter.

- Vi håber på, at vores slutprodukt kan bruges på tværs af Nordeuropa i de lande, der befinder sig i nogenlunde samme klimatiske zone som Danmark. Sverige, Polen, England og Nordtyskland er alle potentielle markeder for et effektivt biofungicid, siger Morten Østergaard Andersen.

Projektet løber frem til sommeren 2025.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.