Kartoffelavler: Markerne druknet – nu vil vi evaluere vores grej

Blog fra plantebedriften: Viggo Conradsen overvejer at eftermontere hjultræk på kartoffeloptageren, når han en gang bliver færdig med at tage kartoflerne op.

Af Viggo Nissen Conradsen - fortalt til Frederik Thalbitzer

Vi er ikke kommet meget længere siden sidst og situationen er nærmest den samme. Vi får 35-45 millimeter vand pr. uge, og vi mangler stadig at tage 14 hektar kartofler op.

Selv om vejrmeldingerne hele tiden siger, at det bliver bedre om nogle dage, så går det ikke sådan.

Det er melkartofler, der er ikke sket noget med dem, og de lever heldigvis endnu, så hvis vi får dem op, kan vi også komme af med dem. Det er det gode ved det. Vi er spændt på, hvor meget, vi kan hente hjem af de sidste hektar, for de er jo ren bundlinje.

Evaluering

Situationen giver stof til eftertanke. Når vi forhåbentlig er færdige med at tage kartoflerne op om ti dage, skal jeg til at evaluere situationen og om vi kan gøre noget anderledes næste år. Der skal vi have 10-15 procent flere kartofler, så det vil være endnu vigtigere at vores grej er i orden. Vi skal være mere opmærksomme på, hvordan vi kan manøvrere i situationer med for eksempel tørke og regn.

Gardere os fuldstændig kan vi ikke, men jeg vil bruge noget tid på at gruble over, hvilke forholdsregler vi kan tage.

Eftermontering af hjul?

Vi har ikke hjul på optageren. Det må jeg forholde mig til, om vi skal have. Det samme tænker mange andre lige nu, og hvis alle skal ud og have ny optager med hjultræk, falder brugtprisen på sådan en optager som vores. Derfor tænker jeg på, om vi kan eftermontere hydraulik, så vi får hjultræk på vores kartoffeloptager. Havde vi haft det i år, havde vi også været færdige med at tage kartofler op nu.

Det vil være dyrt, men det vil være dyrere at lade det stå. Det koster virkelig, hvis man ikke får det sidste med, og vi har brugt for lang tid i år, fordi vi ikke har haft hjultræk.

Bælter vil vi ikke investere i. I hvert fald ikke alene. Måske vil vi gå sammen med kolleger og have et sæt bælter stående. Det er jo langt fra alle arealer, der kræver bælter, så derfor kunne man godt samarbejde om at have sådan nogle.

Samlet set godt

Ellers er vi ved at gøre de nøjagtige mængder for alle vores afgrøder op for i år. Selv om det er træls med kartoflerne lige nu, ser det samlet set godt ud. Det skuffer til den gode side.

Faktaboks

Viggo Nissen Conradsen

  • Ejer planteavlsbedriften Nødbjerggård ved Agerbæk, Vestjylland. Blogger til Mark Plus
  • Tre ansatte
  • 800 hektar, heraf er ca. 200 hektar ejet, JB 1 og 3
  • Markplan 2019: Stivelseskartofler, læggekartofler, majs til foder og biogas, vinterhvede, vinterbyg, vinterrug, slætgræs, ital. rajgræs og vårbyg
  • Vandingsmulighed for cirka trefjerde dele af arealet
  • I højsædet er præcision med hensyn til gødskning og sprøjtning, lave omkostninger, brugte maskiner, rene marker og sikkerhed i dyrkningen

 

 

Emneord PLUS, Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.