Landmand: Målet er at avle 1.200 kg linser pr. hektar

Stenalt Gods vil gerne udfordre sig selv, ligesom de gerne vil producere proteinafgrøder til konsum. Sidste år dyrkede de 34 hektar linser til konsum. I år nøjes de med fem hektar.

- Vi har haft hestebønner og lupiner i mange år. Sidste år besluttede vi at prøve kræfter med linser. Det blev en succes i marken, men vi har udfordringer i forhold til at rense den høstede vare, så vi kan levere linser af den ønskede kvalitet.

Det fortæller Hans Fynbo, driftsleder på Stenalt Gods. Han står i spidsen for godsets egne 500 hektar samt de i alt 730 hektar, godset driver som pasningsaftaler. Alle hektar drives økologisk.

Han tror stadig, at linser kan få en fast plads i sædskiftet fremover på Stenalt Gods. Målet er at avle 1.200 kilo linser per hektar.

Selv om det ikke just lyder imponerende, er det tilstrækkeligt til, at det kan måle sig med dækningsbidraget i de øvrige vårsædsafgrøder på Stenalt Gods.

Linserne dyrkes nemlig på kontrakt og afsættes til konsum. Dermed kan der opnås en relativt høj kilopris.

Kun i renbestand

- Sidste år dyrkede vi fire hektar linser i renbestand og 30 hektar samsået med havre. I år skal vi kun dyrke linserne i renbestand, fortæller Hans Fynbo.

Udbyttet på de fire hektar i renbestand sidste år blev på 890 kilo renvare per hektar. Det var lidt mindre end målet på ét ton per hektar.

På de 30 hektar, hvor linserne var samsået med havre, fungerede alt perfekt i marken og i høst. Havren hjalp til at holde linserne oprejst gennem vækstsæsonen.

Afgrøden blev skårlagt to dage, før den blev høstet. Både havre og linser havde et vandindhold under de 14 procent, der skal til for at for at sikre holdbarheden og forebygge angreb af lagersvampe. Men problemet er at frarense havrekernerne fra linserne efter høst.

- Vi har selv kunnet frasortere halvdelen af havren. Resten skal vi betale andre for at gøre. Dermed bliver det for dyrt, siger Hans Fynbo.

Han anslår, at udbyttet i marken med samsået linser og havre blev på 300 kilo linser og 26 hektokilo havre.

Det lyder ikke umiddelbart imponerende. Men da afgrøden har klaret sig uden gødning, kan det godt måle sig med de øvrige vårsædsafgrøder på Stenalt.

Faktaboks

Dyrkning af linser:

Linser dyrkes til proteinfødevarer. Der kan forventes et udbytte på 800-1.500 kilo per hektar.

Canada står for knap halvdelen af verdens produktion af linser, mens Sydasien står for omtrent en tredjedel.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.